Nu kommer dette til at koste penge på Facebook og Instagram
![Har du dette blå flueben på Facebook eller Instagram, så skal du måske snart have penge op ad lommen. nbsp;](https://imgix.seoghoer.dk/2023-02-20/20230219-223121-7-4364x2905ma.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Er du en af dem, der har et blåt flueben ud for dit profilnavn på Facebook eller Instagram, så kan det snart koste knaster.
Søndag annoncerede Mark Zuckerberg i et Facebook-opslag, at der snart indføres en række nye tiltag på Instagram og Facebook. Mest opsigtsvækkende er en abonnementsordning ved navn "Meta Verified".
Her skal man betale $14,99 – svarende til knap 105 kr. – og så er man sikret mod, at andre udgiver sig for at være én, ligesom man også får en direkte adgang til Meta kundeservice. Hermed lægger Meta sig i slipstrømmen på Twitter, der også tager penge for at have en verificeret konto.
– Denne nye ordning handler om at øge autenticitet og sikkerhed over alle vores tjenester, lyder det fra Zuckerberg.
Ifølge Financial Times lanceres den nye tjeneste allerede næste uge i Australien og New Zealand.