Tech8. april 2024 (opd. 8. april 2024)

Elon Musk i krig med højesteret: Kan lukke X

Anklager om censur og forfatningsbrud kan blive meget dyrt for Elon Musk i Brasilien, der står midt i en større debat om sociale mediers rolle og misinformation
Det kan være svært at forstå og følge med i den logik, der driver Elon Musk.
Det kan være svært at forstå og følge med i den logik, der driver Elon Musk.
 Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

En højesteretsdommer i Brasilien har søndag anmodet om en undersøgelse af tech-milliardæren Elon Musk, efter at han har kritiseret og beskyldt dommeren for censur. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Højesteretsdommeren Alexandre de Moraes har beordret det sociale medie X, som Musk ejer, til at blokere flere konti, som han mener spreder misinformation.

Det er på den baggrund, at Musk har anklaget dommeren for censur.

Moraes mener, at Musk gør det sociale medie til et værktøj for kriminelle.

Videre mener han, at X skal adlyde enhver retskendelse - herunder også, at konti, som højesteretten har spærret, ikke må genaktiveres.

Såfremt X ikke efterkommer påbuddet, pålægges virksomheden en bøde.

Moraes har de seneste år beordret lukningen af flere X-konti, som er mistænkt for at sprede misinformation.

Musk offentliggjorde lørdag flere beskyldninger mod Moraes.

- Denne dommer har skamløst og gentagne gange forrådt Brasiliens forfatning og folk. Han burde træde tilbage eller blive stillet for en rigsret, lyder det fra Musk på X.

Som et resultat af, at Moraes truer med bøder, "vil vi sandsynligvis miste al indtjening i Brasilien og blive nødt til at lukke vores kontor i landet", skriver Musk videre.

- Men principper er vigtigere end profit.

Mange af de konti, som Moraes har beordret lukket, tilhører tilhængere af ekspræsidenten Jair Bolsonaro.

I 2023 blev Bolsonaro udelukket fra politik i otte år for at sprede misinformation om landets valgsystem.

Beslutningen blev truffet af landets højeste valgmyndighed, TSE, som ledes af Moraes.

Kort tid efter, at Musk begyndte sine anklager mod Moraes på X, skrev Brasiliens rigsadvokat Jorge Messias på det sociale medie, at "det haster med at regulere sociale netværk".

- Vi kan ikke leve i et samfund, hvor milliardærer, der bor i udlandet, kontrollerer sociale netværk og er villige til at overtræde retsstatens principper, ikke adlyder rettens ordrer og truer vores myndigheder, lyder det fra Jorge Messias på X - dog uden at nævne Musk ved navn.

Sponsoreret indhold