Annonce
Tech2 timer siden (opd. 26 min siden)

Dårligt nyt efter fyring af topchef: Kæmpe underskud hos Bang & Olufsen

Der er igen røde tal i regnskabet hos den danske elektronikgigant
Af: Ritzau
Det er svært at kalde de røde tal for andet end krise i Bang & Olufsen, der forleden også sagde farvel til topchef Kristian Teär.
Det er svært at kalde de røde tal for andet end krise i Bang & Olufsen, der forleden også sagde farvel til topchef Kristian Teär.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce

Det er stadig ikke lykkedes for luksusbrandet Bang & Olufsen at gøre driften rentabel.

Selskabet, der i det seneste årsregnskab endte med et underskud på 29 millioner kroner, havde også røde regnskabstal i andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2025/26.

Et underskud på 53 millioner kroner i andet kvartal betyder, at Struer-virksomheden halvvejs inde i regnskabsåret er 90 millioner kroner fra at gå i nul.

Det skyldes blandt andet, at omsætningen er faldet med 49 millioner kroner til 1193 millioner i første halvår.

Det skyldes ifølge den konstituerede administrerende direktør, Nikolaj Wendelboe, timingen i lanceringen af to nye produkter.

Annonce

Han forventer, at de sammen med åbningen af to nye butikker i Paris og San Francisco vil bidrage til, at omsætningen vil vokse i andet halvår.

Selskabet sagde i sidste uge farvel til topchef Kristian Teär, der havde stået i spidsen for selskabet siden 2019.

Teär gennemførte en strategi, hvor man igen målrettede produkter til de allerrigeste og mest kræsne kunder.

Annonce

Målet var i højere grad at appellere til dem, der ikke afskrækkes af at skulle betale en halv million kroner eller mere for en højttaler med den rigtige lyd og et særligt design.

Det er til dels lykkedes, men har altså ikke været tilstrækkeligt til at gøre den samlede forretning rentabel, selv om man sidste år opnåede et smalt driftsresultat på 16 millioner pluskroner.

Annonce

Bang & Olufsen kunne i november fejre sit 100-års jubilæum, efter at ingeniørerne Peter Bang og Svend Olufsen grundlagde virksomheden i 1925.

Det fremgår af regnskabet, at man i det seneste kvartal havde engangsomkostninger på 38 millioner kroner i forbindelse med fejringen af jubilæet.

Pengene er blandt andet gået til et storstilet event i Operaen i København, hvor 250 særligt inviterede gæster blev sejlet ind til en eksklusiv middag og optrædener af blandt andre Christopher og Mø.

Annonce

Sponsoreret indhold