TechI går (opd. I går)

Anmeldelse af Samsung Galaxy Watch8 Classic: Det til dato mest elegante Galaxy-ur

Samsung Galaxy Watch8 Classic er både klassisk design, moderne funktioner og lang batteritid - men det det kræver en Galaxy-telefon for helt at komme til sin ret.
Som andre smarte ure er Samsung Galaxy Watch8 Classic målrettet dem, der vil mere end at kende klokken.
Som andre smarte ure er Samsung Galaxy Watch8 Classic målrettet dem, der vil mere end at kende klokken. Uret er en "bro" til mange af funktionerne på din (Android)telefon. Men det kan også mere autonomt hjælpe dig med at samle data om din træning, søvn og sundhed. Det kvikke øje vil i øvrigt fange, at selvom det er et Galaxy Watch8-ur, som herren her har på, er det ikke Classic, men derimod den nye moderne udgave uden fysisk hjulkrans.
 Foto: Samsung

LÆS OGSÅ: Så god (og dyr) er Samsungs Galaxy Z Fold7

Jeg er aldrig for alvor blevet fan af at gå med ur, men jeg har gået med smartur, siden Apple i 2015 introducerede sit bud.

Ja, mine valg virker (og er) paradoksale, men heldigvis behøves det ikke være et "æble-ur" for at være godt.

Det beviser Samsung i disse uger med sit nye Galaxy Watch8 Classic.

Det er, til dem som bruger en Android-telefon, firmaets hidtil mest gennemførte smartwatch.

Du behøves ikke købe de nyeste og dyre foldbare modeller fra Samsung for at kunne bruge uret. Men det skal være en Android-telefon og meget gerne en moderne udgave fra Samsung, hvis du skal have glæde af det.
Du behøves ikke købe de nyeste og dyre foldbare modeller fra Samsung for at kunne bruge uret. Men det skal være en Android-telefon og meget gerne en moderne udgave fra Samsung, hvis du skal have glæde af det.
 Foto: Samsung

Jeg har testet Galaxy Watch8 Classic sammen med den nye store foldbare smartphone, Fold7.

Og en kort version af min oplevelse er, at det sidder virkeligt godt på armen, er elegant at se på og så fungerer det upåklageligt i hverdagen.

Galaxy Watch8 Classic bygger videre på Samsungs velkendte "Classic"-koncept med en fysisk roterende urkrans, som stadig er den bedste og mest præcise måde at navigere rundt i menuer på.

Designet er blevet lidt mere moderne og firkantet end tidligere, hvilket kan dele vandene blandt fans af det helt klassiske look.

Der er en grund til, at Samsung har valgt "classic" som produktnavn. For det smarte ur ligner i høj grad et klassisk ur.
Der er en grund til, at Samsung har valgt "classic" som produktnavn. For det smarte ur ligner i høj grad et klassisk ur.
 Foto: Samsung

Den nye “squircle”-form (en blanding af firkant og cirkel, red.) skjules dog effektivt af urkransen og giver samtidig plads til mere indvendig teknologi.

Batteriet holder i flere dage, selv med det flotte always-on display aktiveret.

I praksis oplevede jeg, at det klarede to døgn uden problemer ved almindeligt brug, og op til tre døgn med mere moderat brug. Det er en markant forbedring i forhold til tidligere Galaxy-modeller, og gør uret mere anvendeligt i en travl hverdag.

Det taler for og imod

Fordele

Stilfuldt design med fysisk urkrans

Batteri til 2–3 dages brug

Mange avancerede sundhedsfunktioner

Brugervenligt og flydende styresystem

Stærk skærm med 3000 nits lysstyrke

Ulemper

Kræver Galaxy-telefon for fuldt udbytte

Relativt tung og stor til nattebrug

Høj pris

Samsung går som Apple all-in på sundhed med Galaxy Watch8-serien.

Du får derfor både de klassiske funktioner som puls, stress og søvn, men også adgang til nye og mere avancerede målinger.

Personligt oplevede jeg, at det var nemt og intuitivt at bruge funktionerne via telefonens Samsung Health-app, og du kan hurtigt tilpasse urets visning og funktioner herfra eller direkte på uret.

Vær dog opmærksom på at nogle funktioner kræver en Samsung Galaxy-telefon. Har du fx en Pixel eller OnePlus, kan du mangle adgang til visse muligheder.

Galaxy Watch8 Classicr er - ligesom Apple Watch - fintunet til producentens eget økosystem.

Uret har fået en ny AI-drevet løbetræner, der skal hjælpe dig med at forbedre din løbeform og træne op til selv længere løb.

Det virker godt for begyndere og motiverer til at komme i gang, men mere professionelle løbere vil nok fortsat foretrække et ur, der er bygget til kun det formål.

Her kommer både Samsung og Apple nemt til kort - og det klassiske løbe- og pulsur vinder, selvom afstanden bliver mindre og mindre.

Også remmen, som er blevet nemmere at tage af, har et klassisk udtryk. Du kan naturligvis købe en række af remme, som passer til de flestes smag.
Også remmen, som er blevet nemmere at tage af, har et klassisk udtryk. Du kan naturligvis købe en række af remme, som passer til de flestes smag.
 Foto: Samsung

Med styresystemet One UI 8 og softwaren Wear OS 6 får du samtidig den nyeste og mest flydende software fra Samsung og Google.

Især de nye Tiles, hvor du kan se søvn, energi og skridt samlet ét sted, gør brugen meget smartere.

Det er let at finde rundt, og både knapper, skærm og krans reagerer hurtigt og præcist.

Efter min mening er Samsung Galaxy Watch8 Classic et af de bedste Android-smartwatches på markedet. Især hvis du har en Galaxy-telefon.

Du får her stil, batteri, funktionalitet og præcision pakket ind i et ur, der både ser godt ud og føles godt.

Prisen er tæt på 4000 kroner, hvilket ikke er billigt. Og ejer du allerede et Galaxy Watch 7 eller Watch Ultra, er forskellen ikke banebrydende.

Har du derimod en ældre model, er Galaxy Watch8 Classic klart værd at overveje.

Sponsoreret indhold