Nyheder22. august 2022

Taske fundet på festival i Stockholm: Indeholdt sprængstoffer

En mistænkelig taske blev fundet ved en festival, hvor tusindvis af mennesker var samlet søndag. Nu viser det sig, der var sprængstoffer i den

Der var sprængstoffer i en taske, som blev fundet i det centrale Stockholm søndag.

Det bekræfter svensk politi mandag ifølge SVT.

Søndag aften ved 22-tiden midt under en kulturfestival i den svenske hovedstad blev en mistænkelig taske fundet i Kungsträdgården.

Tusindvis af mennesker var samlet i forbindelse med festivalen.

Fundet af tasken førte til, at politiet satte afspærringer op, og at borgere blev vist væk fra området.

Bomberyddere tog hånd om tasken, som blev betegnet som farlig. Og mandag bekræfter politiet, at den indeholdt en sprængladning.

Objektet i tasken blev uskadeliggjort af bomberydderne på pladsen, hvor den blev fundet.

- Nu skal alle komponenter undersøges. Det er først efter undersøgelsen ved nationalt forensisk center, at vi kan sige om det farlige objekt var funktionsdygtigt, siger Erik Åkerlund, lokal politichef, i en pressemeddelelse.

Der er foreløbig ingen anholdte i sagen.

Sponsoreret indhold