Nyheder25. oktober 2008

Talent 2008: Ragnar tilbudt pladekontrakt

Hans optræden i TV har fået pladeselskaberne til at headhunte den 12-årige færing
Ragnar sang sig ikke kun i danskernes hjerter, men også pladeselskaberne er interesserede i ham
Ragnar sang sig ikke kun i danskernes hjerter, men også pladeselskaberne er interesserede i ham
 Foto: Claus Poulsen

Der var ingen skuffede miner, da 12-årige Ragnar fredag aften måtte nøjes med en tredjeplads i "Talent 2008".

- Jeg er ovenud tilfreds, konstaterede færingen.

Og det har han da også al mulig grund til at være. Hans optræden på landsdækkende tv har nemlig betydet, at flere pladeselskaber har kontaktet ham og endda tilbudt pladekontrakter.

- Der kommer nok en plade, fortæller Ragnar med et lille hemmelighedsfuldt smil.

- Men intet er sikker endnu, jeg har ikke sagt endelig ja til noget.

En ting er dog sikkert; Hvis punkpladen bliver en realitet, bliver det med Ragnars egne numre, som vi fik en smagsprøve på i finalen.

- Det bliver 100 procent mit eget. Men jeg har ikke numre nok til en plade lige nu, så jeg skal hjem og skrive en masse.

Selvom den unge færing ikke ville bekræfte det, lyder der fra DRs top, at topproduceren Cheif 1 allerede har meldt ud, at han godt kunne tænke sig at arbejde sammen med Ragnar.


Sponsoreret indhold