Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 1 time siden)

Tæt juletrafik i vente: Kør før klokken 11 eller efter klokken 14

Der ventes travlhed på vejene på tværs af landet fredag. Nogle skal hjem fra jul, andre skal til julefrokost
Af: Ritzau
Annonce

2. juledag er den største hjemrejsedag i julen, og det vil man fredag kunne mærke på vejene mange steder i landet.

Særligt sidst på formiddagen og først på eftermiddagen.

Derfor anbefaler Vejdirektoratet, at man - hvis man skal ud at køre - kører før klokken 11 eller efter klokken 14.

- Her 2. juledag forventer vi, at der bliver travlest på vejene mellem klokken 11 og 14, siger vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter Peter Bruun-Mogensen.

- Og der bliver travlt på vejene på tværs af landet. Mange skal hjem fra jul, og andre skal til julefrokost, lyder det videre.

Selv om julen i år falder, så der er flere mulige rejsedage både før og efter juleaften, vil mange vælge at tage hjem fra julefejring 2. juledag - uanset om det er en fredag eller en anden ugedag, påpeger Peter Bruun-Mogensen.

Annonce

- Det er absolut den største hjemrejsedag, siger han.

Fredag morgen er der dis og tåge flere steder primært vest for Storebælt, mens der er udsigt til dis og tåge øst for Storebælt sidst på eftermiddagen.

Det skal man være opmærksom på, når man sætter sig bag rattet.

- Så hold god afstand til de forankørende, siger Peter Bruun-Mogensen.

Derudover er der varsel om pletvis isglatte veje omkring Hobro, Kolding, i det nordvestlige Jylland, på Midtfyn og på det vestlige Lolland.

Annonce

Temperaturen vil fredag ligge mellem frysepunktet og fem graders varme, og det holder tørvejr.

Peter Bruun-Mogensen opfordrer generelt til, at man tjekker vejrudsigten, inden man bevæger sig ud på vejene fredag.

Annonce

Sponsoreret indhold