Nyheder21. november 2018

Kvæstet i højresvingsulykke: Szhirley kørt ned af lastbil

Sangerinden Szhirley har onsdag været involveret i en højresvingsulykke, da en lastbil overså hende i et kryds
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/szhirley-18092017.jpg
 Foto: Aller Media

Szhirley har onsdag været involveret i en højresvingsulykke i København.

Den 42-årige sanger undgik kun med nød og næppe at blive kørt over af den lastbil, der overså hende, da hun kørte over et kryds på sin cykel.

Szhirley måtte efterfølgende en tur på skadestuen for at blive behandlet for skader på sine hænder, ben og sit ansigt.

Men hun er sluppet billigt, og kort efter kunne sangerinden selv fortælle om den rystende oplevelse.

På sin Instagram-story fortæller Szhirley om ulykken, der efterlod hende med et meget forslået og hævet ansigt og en tur på skadestuen.

- Jeg kommer hen til et kryds, der ligger ikke så langt herfra og kører ud i krydset, for der er grønt for mig. Så kommer der en lastbil, og han svinger bare til højre. Han får revet mig med sig, forklarer Szhirley og tilføjer, at hun kun med nød og næppe undgik at lande under lastbilen, da hun væltede.

- Jeg lander meget tæt på lastbilen. Ved siden af står min mand, som står og skriger i panik.

Særligt Szhirleys ansigt blev medtaget af mødet med asfalten.

- Det kunne være fedt, hvis jeg havde haft cykelhjelm på, men det havde jeg ikke, siger Szhirley, der efterfølgende måtte en tur på skadestuen for at blive behandlet for sine knubs.

- Jeg er mega taknemmelig for, at der ikke skete mere end det her. Det kunne være gået så freaking galt. Jeg kunne have været en del af højresvingsulykkesstatistikken, men jeg var en af dem, der slap med livet i behold, lyder det lettet fra en rystet Szhirley.

Sponsoreret indhold