Szhirley: Danser videre
Den flotte og frække sanger Szhirley, 32, er blevet fuldstændig bidt af dansen og har valgt at fortsætte trods udstemningen fra sidste uges deltagelse af "Vild med Dans"-konkurrencen på TV2.
Hun har aftalt med sin professionelle dansepartner Silas Holst, at de tager nogle ekstra lektioner under private rammer i København.
- Øvelserne kan i høj grad bruges i sammenhæng med min musikalske karriere, hvor jeg jo også tit optræder. Det giver så meget fysisk og mentalt at folde sig ud med kroppen, og Silas og jeg var i øvrigt slet ikke klar til at blive stemt ud,så tidligt, siger dansemusen med et smil, da hun i aftes deltog i Mulberry's 20 års jubilæum i butikken på Strøget i København.
Szhirley skal også have kridtet danseskoen i det nye år, hvor hun medvirker i musikteaterforestillingen "Elsk mig i nat" på Østre Gasværk Teater med planlagt premiere den 28. februar.
"Vild med dans" sendes i aften på TV2 klokken 20.