Nyheder23. maj 2022

Syv dræbt på færge

Voldsom brand tvang passagerer til at blive evakueret fra skibet.
Brand
Der er ifølge billeder fra kystvagtens Facebook-profil tale om en ganske alvorlig brand.
 Foto: Facebook

Mindst syv personer har mistet livet, efter at en færge brød i brand i Filippinerne. 120 er blevet reddet i land. Der er imidlertid blevet iværksat en operation for at finde de resterende.

Det oplyser Filippinernes kystvagt ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Kystvagten har lagt billeder af hændelsen på dens Facebook-profil.

Billederne viser færgen i et voldsomt flammehav og passagerer, som bliver evakueret fra færgen.

Kystvagten og øjenvidner fortæller til AFP, at branden pludseligt brød ud på færgen "Mercraft 2", da den var på vej fra øen Polillo på vej til Luzon, som er den største ø på Filippinerne. Det er også her, hovedstaden Manila ligger.

124 passagerer var om bord, da færgen brød i brand.

Øjenvidnerne fortæller til AFP, at flere passagerer var tvunget til at springe over bord for at undgå flammerne.

De var heldige

En kaptajn fra et nærliggende skib fortæller, at hendes skib befandt sig bare 500 meter fra færgen, der brød i brand.

- Vi var i stand til at redde 40 overlevende. Men to har mistet livet, siger kaptajn Brunette Azagra.

- De var heldige, for vi kom ligeledes fra Polillo. De overhalede os, men vi var lige i nærheden, siger hun ifølge AFP til en lokal radiostation i Filippinerne.

Langt fra havnen

En embedsmand fra Reals nødberedskab oplyser, at mindst 21 personer er blevet bragt til hospitalet i kølvandet på færgebranden.

- Skibet er stadig langt fra havnen, omkring syv kilometer væk, siger embedsmanden, Ricky Poblete.

Medregnet skibets besætning var i alt 134 personer om bord på "Mercraft 2".

Sponsoreret indhold