Nyheder24. oktober 2021

Syv børn er blandt de 16 dræbte i kampe i Afghanistan

Taliban har udkæmpet en tre timer lang kamp med formodede medlemmer af Islamisk Stat i byen Herat søndag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211024172724476_1000.jpeg
 Foto: Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix

Mindst 16 mennesker er dræbt i et voldsomt skyderi mellem bevæbnede mænd og Talibans sikkerhedsstyrker i byen Herat i det vestlige Afghanistan søndag.

Ligene af syv børn, tre kvinder og seks mænd er bragt til et lokalt hospital efter de næsten tre timer lange kampe.

Det oplyser en kilde på hospitalet. Vedkommende ønsker ikke sit navn frem.

En journalist i provinsen bekræfter oplysningerne.

Men ifølge en talsmand for Afghanistans indenrigsministerium er der tale om, at tre kriminelle, der gemte sig i et hus i Herat, blev skudt under en sikkerhedsoperation.

Talsmanden og lokalt politi oplyser, at tre mænd fra den militante bevægelse Islamisk Stat-Khorasan (IS-K) er dræbt.

Makabre videoer, der er blevet delt på internettet, viser mindst én mistænkt blive dræbt af skud, efter at han er anholdt og afvæbnet.

Artiklen fortsætter efter opslaget...

Videoer viser også talibanere, der kører gennem Herat i en pickuptruck med tre lig på ladet, mens jublende tilhængere følger efter på scootere. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I første omgang skrev afghanske medier, at Taliban havde ransaget et hus, hvor nogle tidligere medlemmer gemte sig. Angiveligt havde de pågældende sluttet sig til IS-K.

IS-K er som Taliban sunnimuslimer, men de to grupper er fjender.

Taliban tog magten i Afghanistan i midten af august og lovede at sørge for sikkerhed og stabilitet i landet. Men de bestræbelser er blevet undergravet af IS-K, der har gennemført en række blodige angreb.

Angrebene har ført og fremmest været rettet mod Taliban, men også mod shiitiske grupper i det sydlige Afghanistan.

Tidligere på måneden tog IS-K skylden for to store bombeangreb i Afghanistan - et i nord og et i syd - der har kostet mindst 100 civile livet.

Sponsoreret indhold