Nyheder2. november 2008

Sys Bjerre: Jeg elsker mænd

Den 23-årige sanger er kvinden bag landeplagen ”Malene” og hun er ikke bange for at tale om kæresteforhold, pinlig sex og mindreværd
Sys Bjerre betegner sig selv som lidt af en hystade, men hun vil gerne have en kæreste
Sys Bjerre betegner sig selv som lidt af en hystade, men hun vil gerne have en kæreste
 Foto: Claus Poulsen

Sangerinden Sys Bjerre er en af de hotteste danske sangerinder i øjeblikket, men har endnu ikke fundet sig helt til rette med berømmelsen. Når hun ikke arbejder med musikken, laver hun burgere på Sporvejen på Gråbrødre Torv for at tjene lidt ekstra. Man bliver nemlig ikke rig af at være ung musiker.

- Det er mærkeligt pludselig at være et kendt ansigt. Lige nu ville jeg hellere sidde hjemme og drikke rødvin, ryge smøger og snakke om mænd med mine veninder, siger Sys.

Hverdagen er travl for den københavnske sangerinde på 23 år, der har gjort lynkarriere. Hun hitter stort med sangen om den utro kæreste, der er i Marienlyst med Malene.

- Alle mine sange er en kombination af egne erfaringer og historier, jeg har hørt fra mine veninder. Jeg fortæller ærligt om mit liv og prøver bare på at være mig selv.

Flere af sangene på Sys´ album "Gør det selv" handler om det til tider anstrengte forhold mellem mænd og kvinder. Men trods dårlige oplevelser med det modsatte køn er sangerinden ikke blevet skræmt. Hun elsker mænd, og kunne godt tænke sig en kæreste.

Single på udkig

Sys' sidste kæresteforhold sluttede for lidt over et år siden. Mange af hendes sange handler om op- og nedturene med kæresten Trevor fra Canada.
Forholdet gik i stykker efter to år, og hun synger gerne om kæresteproblemer og pinlig sex på pladen. Sangen "Pik" handler om, at kæresten Trevor ikke gad have sex med Sys.

- Jeg har ikke haft flere dårlige oplevelser med mænd end så mange andre piger. Forskellen er nok, at jeg ikke er bange for at snakke om det.

Skal have modspil

Hvis Sys selv skal beskrive den ideelle mand, er det en, som tør give hende modspil.

- Jeg kan godt være ret hysterisk og til tider lidt barnlig. Derfor skal jeg finde en, som kan tackle mig.

Selv om han ikke er dukket op endnu, har Sys ikke mistet troen på kærligheden. Hun kan dog godt blive lidt skræmt af de stærke følelser, der følger i kølvandet på en forelskelse.

- Jeg drømmer lynhurtigt om børn og villa, hvis jeg møder en fantastisk mand.
Det kan være svært at følge efter den kæmpesucces, som Sys har oplevet. Hun håber, at der er en ny "Malene" i skuffen, men er ikke bange for at bukke under for presset og forventningerne til at præstere.
- Jeg drømmer om at leve af musikken og er ikke nervøs for, hvad fremtiden bringer. Man skal bare turde gå efter det, man drømmer om.



Sponsoreret indhold