Nyheder11. december 2022

Sygehuse ramt af IT-nedbrud: Kan ikke skrive i journaler

En it-fejl er skyld i, at personalet ikke kan skrive i patientjournalerne på sygehusene i Region Syddanmark
Odense Universitetshospital i Odense.
Odense Universitetshospital i Odense.
 Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:20: Kort før middag er problemet løst. Læger og sygeplejersker kan dermed igen tilgå journalerne som normalt, og alle sygehuse er tilbage i normal drift.

Alle sygehuse i Region Syddanmark er søndag formiddag ramt af et it-nedbrud, som blandt andet påvirker de digitale patientjournaler.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Problemet opstod natten til søndag.

Læger og sygeplejersker kan ikke skrive og redigere i patienternes digitale journaler. Personalet kan dog godt se og læse journalerne.

Derfor er it-fejlen ikke umiddelbart forbundet med nogen risiko for patienternes sikkerhed og helbred, understreger regionen.

Koncerndirektør Kurt Espersen fortæller, at selve fejlen er lokaliseret.

- Vores it-folk arbejder på højtryk for at løse problemet. Heldigvis er problemet identificeret, og vores medarbejdere kan læse patienternes journaler. Så patienterne kan føle sig trygge.

- Det er kun adgangen til at skrive i journalen, der er ramt. Det giver en del ekstra papirarbejde, så vi kommer muligvis til at indkalde mere personale, indtil problemet er løst, siger han i meddelelsen.

Efterfølgende venter et større arbejde med at skrive medarbejdernes notater om de enkelte patienter ind i det digitale system.

Region Syddanmark kender søndag formiddag ikke tidshorisonten for, hvornår it-problemet er løst.

Derfor mødes regionens beredskab løbende søndag for at følge sagen.

Problemerne omfatter alle regionens sygehuse. Lægevagten, ambulanceberedskabet og alarmcentralen er dog ikke ramt.

Sponsoreret indhold