Syg Ritt ved hun skal dø: - Jeg vil selv bestemme hvornår

Ritt Bjerregaard blev sidste år ramt af kræft i endetarmen. Hun opdagede, at hun havde blod i sin afføring - det viste sig at være kræft.

Ritt Bjerregaard blev sidste år ramt af kræft i endetarmen. Hun opdagede, at hun havde blod i sin afføring - det viste sig at være kræft.

Foto: All Over

Sidste år blev Ritt Bjerregaards liv med ét ændret. Hun fik konstateret kræft i endetarmen og måtte igennem et længere behandlingsforløb.

Hele tre gange var den tidligere toppolitiker under kniven for at komme kræften til livs.

Men i januar fik Ritt Bjerregaard at vide, at kræften havde spredt sig til lungerne – og igen måtte hun have behandling.

Denne gang fik hun kemo, som standsede kræften i at sprede sig.

I dag har kræften ikke spredt sig yderligere, men Ritt Bjerregaard ved, at den er der. Og hun ved, at hun en dag skal dø af den.

Derfor har hun allerede nu gjort sig tanker om sin sidste tid. I et interview med Her&Nu fortæller Ritt Bjerregaard, at hun bestemt ikke ønsker at leve for enhver pris.

- Jeg vil ikke ligge hjælpeløs i en seng i mange måneder eller år. Hvis jeg kan se, at det bevæger sig derhen, så vil jeg prøve at slippe af med livet. Og det gælder også min mand Søren Mørch. Og vi har lovet at hjælpe hinanden med det, fortæller Ritt Bjerregaard i interviewet med Her&Nu.

Det var et hårdt slag for den tidligere toppolitiker, da lægerne sidste år fortalte hende, at hun havde en alvorlig kræftsygdom. I dag har Ritt Bjerregaard dog forsonet sig med tanken om sin dødelige sygdom:

- Jeg er ikke bange for at dø, men jeg blev rigtig ked af det, da jeg fik min kræftdiagnose. Jeg blev opereret og troede, at det gik godt. Den næstsidste operation, jeg fik, fandt sted op til påske, hvor der var meget dårligt med personale på Bispebjerg Hospital, og der var jeg meget svækket. Der var jeg faktisk i tvivl, om jeg ville dø, fortæller hun i til Her&Nu.

Ritt Bjerregaard er i dag en stor fortaler for aktiv dødshjælp – og hun har også talt med sin mand om muligheden for at rejse til for eksempel Schweiz for at modtage aktiv dødshjælp.

- Beslutningen om aktiv dødshjælp er taget for mange år siden, og Søren og jeg har begge lavet et livstestamente, hvor man kan sikre sig lidt, at man ikke bare bliver holdt i live. For nylig fik Søren et hjertetilfælde, og han var inde og få en ny hjerteklap. Vi kunne ikke vide, om den operation ville gå godt.

Søren overlevede heldigvis operationen, men familien kæmper altså stadig mod sygdom. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close