Sydkoreas politi ignorerede advarsler: 156 mistede livet

Sydkoreas politidirektør siger tirsdag, at politiet havde fået mange advarsler om dårlig sikkerhed på stedet, hvor mindst 156 overvejende unge mennesker blev dræbt i weekenden under et panikløb ved en Halloween-begivenhed i Seouls populære Itaewon-forlystelsesdistrikt. Op mod 150 blev kvæstet.
Blandt de dræbte sydkoreanere var den 24-årige sanger og skuespiller Lee Ji Han, der også døde efter at være blevet mast.
Politiets reaktioner på advarslerne var utilstrækkelige, siger politichefen Yoon Hee-keun ifølge Reuters.
- Vi håndterede ikke henvendelserne om fare, som vi burde have gjort det, siger politidirektøren.
Han siger, at omkring 100.000 mennesker var valfartet til området for at deltage i festlighederne, men da det ikke var en officiel begivenhed gjorde hverken politiet eller organisatorerne noget aktivt for at styre folkemængden.
- Politiet vidste, at en stor folkemængde var samlet før trængslen og panikløbet opstod. Det var en potentielt farlig situation, men politiet handlede ikke på nogen tilstrækkelig måde, siger politidirektøren.
Ifølge nyhedsbureauet Yonhap er 29 af de kvæstede fortsat i kritisk tilstand, mens 122 har mindre skader.
- Jeg vil gøre mit bedste for at sørge for, at en sådan tragedie ikke sker igen, siger Yoon, som har iværksat undersøgelser for at få klarlagt alle aspekter og omstændigheder ved tragedien.
Politiet har sat et team på næsten 500 efterforskere ind i efterforskningen.
Tragedien skete i en smal gade i det livlige Itaewon-distrikt.
Der blev sendt 137 politibetjente til området forud for panikløbet, hvilket var et utilstrækkeligt antal til at tage sig af en folkemængde på 100.000.
Politiet har desuden erkendt, at de 137 betjente primært var til stede for at afværge kriminalitet - navnlig brug af narkotika - og ikke for at styre folkemængden.
Præsident Yoon Suk-yeol har erklæret landesorg. Han har også erkendt, at landet ikke har viden om håndtering af folkemasser. Han har talt for, at der bør fremover blandt andet bør anvendes droner og anden teknologi for at sikre mere kontrol over sådanne situationer.
/ritzau/Reuters