Nyheder14. december 2024 (opd. 14. december 2024)

Sydkoreas parlament har stemt: Vil stille præsidenten for en rigsret

Militær undtagelsestilstand koster Sydkoreas præsident magten, indtil landets forfatningsdomstol har dømt

Sydkoreas præsident Yoon Suk-yeols fremtid ligger i hænderne på landets forfatningsdomstol, efter at han overraskende erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea tidligere i december.

Med 204 stemmer ud af i alt 300 mulige har landets parlament således lørdag stemt for, at Yoon skal suspenderes fra sin post som præsident, og at der skal være en rigsretssag. Anklagen lyder på oprør.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed mister Yoon sin magt, indtil landets forfatningsdomstol har taget endeligt stilling i sagen. Her skal seks ud af ni dommere stemme for, at han skal afsættes, hvis præsidenten skal fjernes endeligt fra posten.

Den sydkoreanske opposition kalder det "en sejr for folket", skriver nyhedsbureauet AFP.

Da resultatet blev meddelt, udbrød der jubel blandt oppositionsmedlemmer. Imens forlod medlemmer af regeringspartiet i stilhed parlamentssalen.

Det var 3. december, at Yoon indførte en kortvarig militær undtagelsestilstand i landet.

I kølvandet på de kaotiske timer under undtagelsestilstanden har sydkoreanske parlamentsmedlemmer diskuteret, om præsidenten skulle afsættes.

Særligt i regeringspartiet Folkets Magt (PPP) - Yoons parti - har der været uenighed.

Yoon trak ganske vist undtagelsestilstanden tilbage efter omtrent seks timer.

Men i nogle timer befandt landet sig i en forfatningsmæssig krise, som blev afværget ved, at parlamentsmedlemmer stemte for at ophæve undtagelsestilstanden.

Undervejs har der været afholdt demonstrationer, hvor folk har krævet Yoons afgang. Yoon har tidligere overlevet en rigsretsafstemning.

Stemmer den sydkoreanske forfatningsdomstol for at afsætte Yoon, skal der være præsidentvalg i løbet af 60 dage.

Premierminister Han Duck-soo er nu fungerende præsident.

Det krævede 200 stemmer for, at der skulle indledes en rigsretssag. 85 stemte imod, 3 afstod fra at stemme, og 8 stemmer blev erklæret ugyldige, skriver AFP.

Sponsoreret indhold