Nyheder11. september 2023

Sydkoreansk medie: Kim Jong-un på vej i tog til muligt Putin-møde

Nordkoreas leder menes at have sat sig i tog på vej mod Rusland, og topmøde kan finde sted allerede tirsdag
Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, lader til at have sat kursen mod Rusland før et muligt møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, lader til at have sat kursen mod Rusland før et muligt møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
 Foto: Athit Perawongmetha/Reuters/Ritzau Scanpix

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, lader til at have sat kursen mod Rusland før et muligt møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det melder den sydkoreanske tv-station YTN mandag med henvisning til en unavngiven regeringskilde.

Kim Jong-un skulle være på vej i tog. Ifølge YTN vil et møde muligvis finde sted tirsdag. YTN berettede tidligere, at onsdag var en mulig dag for mødet.

Det russiske nyhedsbureau Interfax rapporterede tidligere mandag, at Kim Jong-un ville besøge de østligste dele af Rusland i løbet af "de kommende dage".

Den 4. september skrev New York Times, at et møde mellem Kim og Putin var på vej, og at det formentlig vil handle om våben. Avisens oplysninger kom fra unavngivne embedsmænd fra USA og nogle af dets allierede lande.

Ifølge kilderne ventes de to ledere også at drøfte andre former for militært samarbejde.

Bliver meldingen bekræftet, bliver det den nordkoreanske leders første tur ud af landet i over fire år. Det vil således også være hans første udlandstur siden coronapandemiens begyndelse.

Seneste tur uden for de nordkoreanske grænser var i 2019, da han besøgte Putin i Vladivostok i kølvandet på kollapsede forhandlinger med den daværende amerikanske præsident, Donald Trump.

Sponsoreret indhold