Danmarks kvindelige fodboldlandshold har udspillet sin rolle ved EM-slutrunden i Schweiz allerede efter to kampe i gruppespillet.
Det står klart, efter at Sverige tirsdag aften slog Polen med 3-0. Den komfortable sejr kom i hus på tre hovedstødsmål.
Resultatet betyder, at Sverige ligesom Tyskland har seks point for to kampe og dermed avancerer til kvartfinalerne.
Danmark og Polen er uden point og kan altså ikke længere opnå noget i turneringen inden den indbyrdes kamp på lørdag i Luzern.
Samme aften spiller Sverige og Tyskland om førstepladsen i gruppe C.
Da Danmark tidligere tirsdag aften tabte med 1-2 Tyskland, stod det klart, at rigtigt meget skulle gå danskernes vej, hvis det skulle lykkes at gå videre fra gruppen.
Den første betingelse var, at Sverige skulle tabe til Polen, men det lille håb skulle hurtigt blive meget mindre.
Sverige dominerede fra start og skabte godt med chancer.
En af dem omsatte Arsenal-angriberen Stina Blackstenius til 1-0 efter en lille halv times spil med et hovedstød lige foran kassen.
Blackstenius var i det hele taget farlig foran mål.
Fem gange forsøgte hun sig i første halvleg, og hun burde i det mindste have fordoblet den svenske føring før pausen, men Polen slap med 0-1.
Polen skabte intet, og det var meget svært at forestille sig et comeback, der kunne hjælpe Danmark.
En håndfuld minutter efter pausen blev det i stedet 2-0, da Kosovare Asllani brugte hovedet som redskab til at score.
Også Sveriges tredje mål blev scoret på hovedstød. Efter et hjørnespark pandede Lina Hurtig Sverige på 3-0.
Ud over Sverige og Tyskland er også Spanien og Norge sikker på en plads i kvartfinalerne.
Efter lørdag fortsætter EM uden dansk deltagelse og kulminerer med finalen i Basel 27. juli.