Nyheder7. februar 2024 (opd. 7. februar 2024)

Sverige dropper efterforskning af Nord Stream-sabotage

Den svenske anklagemyndighed oplyser nu, at efterforskningen af sabotagen er droppet

Den svenske efterforskning af sabotagen på gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2 i Østersøen lægges ned.

Det oplyser anklager Mats Ljungqvist i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet TT.

Ljungqvist har stået i spidsen for den svenske efterforskning.

Anklagemyndigheden vurderer, at det ikke er muligt for den at opklare sagen, da den ikke har de nødvendige retlige beføjelser til at gå videre med den.

Mats Ljungqvist kan ikke give oplysninger om den svenske efterforskning og om, hvorvidt nogen er eller har været mistænkt i sagen.

Det var i slutningen af september 2022, at der blev opdaget flere huller på rørledningerne i Nord Stream 1 og Nord Stream 2.

Undersøgelser slog hurtigt fast, at der ikke var tale om naturligt forekommende skader, og at der højst sandsynligt var begået sabotage.

Både Sverige, Danmark og Tyskland indledte efterforskninger af sagen.

Københavns Politi oplyser til Ritzau, at den danske del af efterforskningen fortsætter. Dog ventes der snart nyt.

- Den danske efterforskning er fortsat ikke endeligt afsluttet, men vi forventer, at vi kan komme med en udmelding inden for kort tid, lyder det.

Den svenske anklagemyndigheden fortæller ifølge TT, at tysk politi fortsætter med sin del af efterforskningen af sabotagen i Østersøen.

- Den tyske efterforskning fortsætter, og på grund af den fortrolighed, som råder i internationalt retligt samarbejde, kan jeg ikke kommentere det hidtidige samarbejde yderligere.

- Med henvisning til dette kommer jeg heller ikke til at kunne kommentere yderligere om den svenske efterforsknings konklusioner eller sige noget om eventuelle mistænkte personer i den svenske efterforskning, siger Mats Ljungqvist i pressemeddelelsen fra den svenske anklagemyndighed.

For Sveriges vedkommende blev efterforskningen i første omgang påbegyndt for at klarlægge, hvorvidt sabotagen af gasrørledningerne var rettet specifikt mod Sverige. Og om Sveriges sikkerhed dermed var truet.

Det har vist sig ikke at være tilfældet, skriver TT.

To af lækagerne på gasrørledningerne fandt sted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, mens to fandt sted i Sveriges eksklusive økonomiske zone i Østersøen. Alle lækager skete i internationalt farvand.

At lækagerne skete i henholdsvis Danmarks og Sveriges eksklusive økonomiske zoner betyder blandt andet, at de to lande for deres del af sagen har haft retten til at bestemme, hvem der skulle tage del i efterforskningen.

Det russiske gasselskab Gazprom har aktiemajoriteten i de to selskaber, der ejer henholdsvis Nord Stream 1 og 2.

Sagen blev hurtigt koblet sammen med Ruslands krig i Ukraine.

Men indtil videre har der kun været tale om spekulationer, når det i offentligheden er blevet diskuteret, hvem der kunne stå bag.

Sponsoreret indhold