Flere mindreårige svenskere blev lørdag aften kørt på hospitalet efter at have drukket alkohol tilsat isopropanol, som er et stof, der bruges til desinfektion og rengøring.
Det skriver det svenske medie SVT.
De unge havde købt det fra en såkaldt "vodkabil", som de havde fået kontakt med via det sociale medie Snapchat. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Også fredag var der meldinger om, at teenagere i Stockholmsområdet havde mistet bevidstheden efter at have drukket ulovligt importeret alkohol.
Natten til søndag anholdt svensk politi fem personer, hvoraf en er mindreårig.
De er mistænkt for at sælge alkohol til unge mennesker. De sigtes blandt andet for ulovligt salg af alkohol af særlig grov karakter og for at have forvoldt legemsbeskadigelse.
Deres telefoner er blevet beslaglagt, siger Mats Eriksson, der er talsmand for politiet i Stockholm, til SVT.
- Der ligger meget arbejde foran os. Blandt andet har vi tilkaldt it-teknikere for at kunne se, hvad de anholdte har foretaget sig, siger han.
Det er unge fra mange forskellige steder i Sverige, der har drukket alkoholen.
Selv om alkoholen endnu ikke er analyseret, viser alle de berørte unge de samme symptomer, skriver TT.
Den svenske sundhedsminister, Elisabeth Lann, kalder over for TT hændelsen "forfærdelig".
- Jeg er både oprørt og bekymret. Politiet og sundhedsvæsenet har gjort en vigtig indsats for at tage sig af børnene og anholde de mistænkte for salget.
Både ministeren og Mats Eriksson fra politiet i Stockholm opfordrer forældre til at tale med deres børn og unge om farerne ved ulovligt solgt sprit.
Ifølge den svenske organisation Centralförbundet för alkohol- och narkotikaupplysning (CAN) er det ikke et nyt fænomen, at man kan købe ulovlig alkohol på konti på sociale medier.
I en rapport fra CAN fra 2022 oplyste 16 procent af de adspurgte 16- til 18-årige, at de på et tidspunkt havde købt alkohol fra en sådan konto.
Snapchat er ifølge rapporten det mest almindelige sociale medie at finde disse konti på.
En af hovedforfatterne Sara Kristensson har selv været ude i nattelivet og set de flasker, som de unge får fat i via Snapchat.
- Det ligner Smirnoff for eksempel, og børnene tror, at det er det rigtige mærke, men det er det jo ikke, siger hun til TT.
Hun tilføjer, at selv om den slags konti bliver lukket ned, dukker nye op.
- Det er meget kynisk, lyder det.