Nyheder 6. maj 2016

Sussi og Leos råd om utroskab: Vær ærlige!

At være utro behøver ikke at være dødsstødet for forholdet. Det er flere kendte par beviset på. Sussi og Leo har opskriften på, hvordan man kommer igennem krisen.
Foto: All Over Press

Det er svært at være fuldkommen, og det kan ske, at ægteskabsløfterne bliver lagt i skuffen for en stund. Det kan Sussi og Leo blandt andet skrive under på.

Senest har verdensstjernerne Beyoncé og Jay Z meldt sig på banen over par, der er blevet sammen trods et sidespring i ægteskabet. Sussi og Leo har selv oplevet utroskab, og parret giver gerne det verdenskendte musikerpar gode råd til, hvordan de skal håndtere krisen. 

- Man skal sætte sig ned og snakke om det. Og give hinanden plads til at tale, siger Sussi Nielsen, der har dannet par med Leo siden de var 15 år gamle. 

- Man skal have lov til at snakke, og så må den anden ikke sige noget, før man har sagt det, man ville sige. Bagefter er det så den andens tur, og der må heller ikke afbrydes, fortsætter Sussi. Det er dog vigtigt at tage hånd om problemet, lige så snart det opstår, mener entertaineren. 

Ærlighed fra starten
Skulle man falde i og være sammen med en anden end sin ægtefælle, må man ikke lade stå til. 

- Der kan jo ske ting, for eksempel til en julefrokost, hvor man har fået lidt at drikke. Og så må man være ærlig og sige "jamen det her skete og jeg var fuld. Hvis jeg ikke havde været fuld, var det ikke sket". Det værste er, hvis man ikke selv siger det, og det kommer frem en anden vej, understreger Sussi.

Ifølge parret er utroskab ikke altid en grund til at gå fra hinanden, og de kan i hvert fald ikke se sig selv blive skilt af den grund. 

- Vi går aldrig fra hinanden. Kærligheden, musikken og alle vores fælles interesser binder os sammen. Men vi har da prøvet vores, sagde Leo til B.T. i 2009, da det kom frem, at de to farverige kunstnere gav hinanden lov til at være sammen med andre. 

Se herunder, hvem der ellers er blevet sammen trods utroskab i forholdet.

Kendte sammen trods utroskab

Sponsoreret indhold