Susse Wold: Jeg bliver aldrig voksen

– Jeg er faktisk lidt ordblind. Så når jeg skriver, sætter jeg dårlige kommaer, og jeg staver dårligt og bytter om på ordene. Når jeg har skrevet et kapitel, sender jeg det til min mand, der retter det til, så andre kan læse det, fortæller Susse Wold, som ikke lader små problemer komme i vejen for sine drømme.

– Jeg er faktisk lidt ordblind. Så når jeg skriver, sætter jeg dårlige kommaer, og jeg staver dårligt og bytter om på ordene. Når jeg har skrevet et kapitel, sender jeg det til min mand, der retter det til, så andre kan læse det, fortæller Susse Wold, som ikke lader små problemer komme i vejen for sine drømme.

(Foto: Kaspar Wenstrup)

Hun lægger sig med fjerlette bevægelser på ryggen i sofaen og spjætter med benene op i vejret for at illustrere, hvordan hun måtte ligge, da hun for et år siden brækkede anklen, efter at hun i et uopmærksomt sekund faldt på vej ind i Skuespilhuset ned ad et trin.

Intet tyder på, at kvinden i sofaen er en dame, der i dag runder 80 år.

Det er også lige før, at skuespilleren Susse Wold selv glemmer den store dag.

– Jeg tror ikke, jeg bliver voksen. Det er kedeligt at være voksen.

– Det er klart – jeg er jo voksen, jeg er ældgammel. Men jeg synes ikke, man skal fastholde og hele tiden tænke på, at man er gammel. Hvorfor skal man det, hvis man ikke føler sig gammel? spørger Susse Wold.

– Fødselsdagen interesserer mig slet ikke. At jeg bare fylder år, er jo helt uinteressant – bortset fra, at det er et tegn på, at jeg stadig er i live.

– Bogen er mere interessant for mig, siger den smilende skuespiller, der for 2. gang udgiver en bog med fortællinger fra et langt og eventyrligt liv med op- og nedture.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Susse Wolds bog "Bevægelse" udkom den 15. november. Det er den 2. bog, som hun har skrevet. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Puls i bølgerne

Det er nemlig ikke bare glansbilledet af en af landets mest feterede skuespillere, som Susse Wold skriver om.

Også de triste øjeblikke, hvor livet har været hårdt, deler hun med læserne.

– Jeg synes, det er vigtigt at fortælle om både op- og nedture, for livet er jo et farverigt kludetæppe – det er mit i hvert fald.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Bent og jeg er vanvittig forskellige. Han er roligere, end jeg er. Jeg er udadvendt og frembusende. Det er mig, der kommer med de sindssyge forslag. Men han er med på dem, fortæller Susse om sin mand gennem 35 år, Bent Mejding. (Foto: Niels S. Andersen)

Heldigvis giver hun også opskriften på, hvordan hun går til tilværelsen med det smil, som har charmeret Danmark gennem en menneskealder, og som stadig pryder hendes ansigt.

– Jeg synes, det er vigtigt, at éns liv udvider sig og ikke skrumper, selv når man er gammel.

– Man skal ikke bare sidde hjemme og vente på, at der sker noget spændende. Man må gøre noget selv! Og gøre noget, man ikke har gjort før, helst hver dag, mener hun.

– Jeg var i vandet i morges, og jeg tænkte: ”Hvor længe mon jeg kan blive ved?”, for det er faktisk blevet rigtig koldt. Men jeg tager lige en dag mere – det er også en smule grænseoverskridende.

– Men så kommer jeg op og har røde kinder, og pulsen slår – og så føles det fantastisk, at jeg stadig kan få lov til det, fortæller Susse Wold, som i sin bog kalder sig ”livsforelsket”, selv om hun også kalder sig selv ”ældgammel”.

– ”Man kan jo ikke så meget i vores alder”, hører jeg nogle gange folk sige. Men hvorfor skal jeg lægge andre menneskers begrænsninger ned over mig selv? Det er min sindstilstand, der gør mig gammel.

– Hvis jeg er rigtig træt en dag, føler jeg mig, som om jeg er 100 år gammel. Men når jeg er passioneret optaget af noget, føler jeg mig tidløs.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Det er en gave at have arvet nogle gode gener, siger fødselaren om sit ungdommelige ydre. Arvematerialet har hun fra moderen Marguerite Viby, som nåede at blive 91 år. (Foto: Winnifred Eriksen)

Farvel til fortiden

På ét punkt har hun sammen med ægtemanden gennem 35 år, Bent Mejding, forberedt sig på alderdommen.

Sidste år flyttede de fra deres store villa på Frederiksberg til en mindre lejlighed i Skodsborg med en smuk havudsigt. Her kunne de lettere blive gamle.

Men tanken om at flytte var svær for Susse, og det fortæller hun også om i den nye bog ”Bevægelse”.

– Jeg skriver om det, for jeg ved, at mange andre i min alder står med samme problem. Man klamrer sig til det hus, man elsker.

– Vendepunktet kom, da jeg indså, at det ikke var en afslutning, men som en overgang til en begyndelse på en ny tilværelse. Det giver mig energi.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En dag for fem år siden gik Susse Wold ind i en butik, Ordbutikken, og købte ordet ”Bevægelse”, fordi hun er vild med Einstein-citatet ”Intet sker, før noget bevæger sig”. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Flytningen bød på et farvel til en fortid, som skuespilleren indså, at hun ikke længere havde brug for.

– Da jeg skulle rydde op på loftet, så jeg den ene scrapbog efter den anden.

– Der var interviews, hvor jeg som 20-årig udtalte mig skråsikkert om liv og død og dybe spørgsmål om livet, som jeg jo ikke havde levet endnu. Og der var fantastiske anmeldelser af mine forestillinger, jeg har spillet.

– Det var jo meget sjovt at kigge på en times tid. Men så tænkte jeg: ”Der er sgu ikke noget så dødt som en teaterforestilling, der er spillet”. Og alle de gode anmeldelser – hvad skal man stille op med dem? lyder det fra Wold.

– Så jeg smed dem ned i en stor sæk og kørte dem ud på containerpladsen til småt brændbart. Hvad skulle jeg bruge det til?

– Det er dødt, det er færdigt!

– Det er derfor, det er så vidunderligt at spille en teaterforestilling, fordi der er så meget liv, mens publikum er der, og vi oplever noget sammen. Men når tæppet går ned, er der ikke mere.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close