Nyheder6. januar 2010

Susanne Bier: Intet religiøst eller racistisk i min film

Filminstruktøren tager nu til genmæle mod de sudanske beskyldninger mod hendes kommende film ”Hævnen”
Susanne Bier tilbageviser beskyldningerne om racisme og islamafobi
Susanne Bier tilbageviser beskyldningerne om racisme og islamafobi
 Foto: All Over

Susanne Bier er som alle andre totalt uforstående over for de beskyldninger de sudanske myndigheder er kommet med mod hendes kommende film

I en pressemeddelelse skriver hun:

- Til belysning og opklaring af misforståelserne omkring min nye danske film 'Hævnen' vil jeg gerne slå følgende fast: Der er ingen religiøse temaer i min kommende film "Hævnen". Titlen "Hævnen" henviser alene til en ung dansk drengs problematiske forhold til sin danske far og udspiller sig hovedsageligt i Danmark.

Den danske instruktør skriver også, at der kun har været foretaget få optagelser i Kenya, og at de "skal vise en skandinavisk læges arbejdsvilkår i en flygtningelejr. Han er udsendt af en humanitær organisation, og optagelserne har ingen religiøse temaer eller motiver".

Udtalelsen kommer efter, at de sudanske myndigheder har beskyldt "Hævnen" for at være racistisk og for at lægge sig i sporet fra Muhamed-tegningerne og den hollandske film "Fitna".

Susanne Biers svar til det er:

- Jeg er derfor helt uforstående over for den opståede mistanke til at min film skulle beskæftige sig med islam. Dette er helt og aldeles ukorrekt. Filmen har intet religiøst indhold og beskæftiger sig hverken med islam, kristendommen eller nogen anden religiøs overbevisning. Dette vil alle kunne forvisse sig om, når filmen er færdig og derfor tilgængelig for offentligheden, skriver hun.

Sponsoreret indhold