Nyheder6. januar 2010

Susanne Bier: Beskyldes for islamofobi

Den danske stjerneinstruktør bliver for sin kommende film kaldt racistisk af Sudans præsident
Der er ikke grænser for, hvilke fortrædelige tanker, der ligger bag Susanne Biers kommende film - ifølge den sudanske præsident, altså
Der er ikke grænser for, hvilke fortrædelige tanker, der ligger bag Susanne Biers kommende film - ifølge den sudanske præsident, altså
 Foto: All Over

Til august skal den danske stjerneinstruktør Susanne Biers film "Hævnen" have premiere.

Filmens handling er henlagt til henholdsvis trøstesløse flygtningelejre i Sudan og den halvgrå, kedelige trummerum i en dansk provinsby. Det er en film om hævn, retfærdighed og det gode i mennesket.

Ret meget mere ved vi ikke endnu.

Alligevel er netop denne film blevet genstand for Sudans præsident Omar al-Bashirs vrede, som allerede nu fordømmer filmen, Susanne Bier og Danmark.

- Produktionen af denne racistiske film må betragtes som en ny forlængelse af "Fitna"-film (af hollandske Geert Wilders, red.) og tegningerne, der fornærmer profeten Muhamed, siger en talsmand for Sudan, Muawiya Osman Khalid.

"Hævnen", der har stjerner som Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen og svenske Mikael Persbrandt i rollerne, bliver optaget på Sydfyn og i Kenya. Den sidste location, fordi det ikke har kunnet lade sig gøre at få tilladelse til at filme i Darfur-provinsen.

- Det er et slet skjult forsøg fra Sudans side på at mobilisere støtte fra den muslimske verden til at fordømme den kampagne, der er i det internationale samfund, for at få udleveret Sudans præsident til retsforfølgelse af den internationale krigsforbryderdomstol, siger Rasmus Boserup, formand for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut til Ekstra Bladet.

Foreløbig er der massiv politisk opbakning til Susanne Bier om overhovedet ikke at lade sig selv eller sin kunstneriske ytringsfrihed anfægte af Sudans beskyldninger om islamofobi. Og Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa bakker hende også fuldt op.

- Vi tager det stille og roligt. Det er en inferiør sag, siger han i Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold