Nyheder17. november 2009

Susan Moody: Kritikken hagler ned

Marys fars kones seneste bog får særdeles ublid medfart
Susan Moody er vant til at færdes på de royalt bonede gulve sammen med steddatteren, men det får ikke anmelderen til at falde på halen for hendes seneste bog
Susan Moody er vant til at færdes på de royalt bonede gulve sammen med steddatteren, men det får ikke anmelderen til at falde på halen for hendes seneste bog
 Foto: Claus Poulsen

At blive sammenlignet med sødsuppe-forfatteren Barbara Cartland står ikke højt på såkaldte seriøse forfatteres ønskeseddel, men det er den tort, kronprinsesse Marys fars kone Susan Moody må lide, efter at hendes seneste roman "Løse ender", er kommet på gaden.

- Der findes romaner, hvis næringsliv er så lav [sic!], at man end ikke kan holde en akvariefisk gående på indholdet. Engelske Susan Moodys "Løse ender" falder i den kategori, skriver Anette Dina Sørensen i Politiken.

69-årige Susan Moody, der som John Donaldsons kone også er sted-mormor til prins Christian og prinsesse Isabella, er ellers rimeligt respekteret som forfatter. Hun har skrevet og udgivet knap 20 romaner siden midten af 80'erne. Og hendes anerkendelse vidt og bredt understreges blandt andet ved, at hun en årrække var formand for den engelske Crime Writers' Association og senere fungerede som præsident for International Association of Crime Writers.

Men det får ikke Politikens anmelder til at falde på halen for hendes seneste udgivelse. Som hun skriver:

- Personlig foretrækker jeg virkeligheden, gerne med sex og ristede løg, men aldrig uden intelligens og humor af den sorteste skuffe. Derfor er det svært at anmelde sådan en fætter her.

Sponsoreret indhold