Susan K: Tilstår grov vold

På torsdag falder der dom i den voldsag, der er rejst mod den 35-årige blondine, efter hun lillejuleaften kastede et stort ølglas i hovedet på en garderobepige på et diskotek i Århus.
Umiddelbart efter episoden tilbragte Susan K 14 dage bag tremmer hen over jul og nytår, og nu ser det ud til, at hun godt kan forberede sig på en tur mere i brummen.
Hendes forsvarer fortæller nemlig, at hun har tænkt sig at tilstå.
- Det vil typisk være grov vold efter straffelovens paragraf 245, når der som her er tale om, at hun har kastet et glas, siger Michael Juul Eriksen til Ritzau.
Nu er hun skyldig
Susan K har altså sadlet om, siden hun i januar blev løsladt fra varetægtsfængslingen. Dengang hævdede hun, at hun ikke var skyldig. Hun påstod, at det var et uheld, at glasset havde ramt pigen.
Siden er den storbarmede dame kommet på andre tanker og det kan meget vel være en fordel for hendes sag. Nu slipper hun nemlig for en langtrukken retssag med forskellige vidner og kan i stedet tage plads i Retten i Århus på torsdag blot for at få sin straf.
Ifølge Ritzau, kan der meget vel vente Susan K endnu et par måneder på vand og brød. Dermed må Susan K muligvis afbryde hvedebrødsdagene med sin nye kæreste, som hun kun har kendt et par uger.