Nyheder5. januar 2010

Susan K: Jobbet i fare

TV3 har endnu ikke besluttet, om baben stadig skal medvirke i deres nye madprogram
Susan måtte fælde en tåre i retten
Susan måtte fælde en tåre i retten
 Foto: Thomas Laursen

Lige nu er der ikke mange lyspunkter i Susan K's liv. Hun risikerer at sidde varetægtsfængslet i yderligere 4 uger, hvis anklageren får sin vilje, og nu risikerer hun også at miste sin plads i TV3-programmet "Til middag hos".

Programafdelingen har i dag holdt møde, for optagelserne skal starte i dag, og realitybaben er endnu ikke på fri fod.

- Vi er gået i gang med optagelserne med de andre deltagere. Vi har ikke så meget nyt, vi afventer at tale med hende, og så må vi se, om det rent logistisk kan passe, siger Søren Hedman, pressechef hos TV3.

At voldssagen nu bliver kørt som en tilståelsessag, ændrer umiddelbart ikke så meget for kanalen.

- Det har vi ikke nogen kommentarer til. Vi afventer at tale med Susan, lyder meldingen.

Græd i retten

Under retsmødet gav dommeren hende lov til at blive løsladt, men den kendelse er nu sendt videre til landsretten.

Susan bevarede facaden under hele retsmødet, der varede en halv time. Hun ønskede heller ikke at sige noget, da hun ellers fik lov til en afsluttende bemærkning fra dommeren. Hun smilede skævt til sin mor, da hun trådte ind i lokalet, men da dommeren til sidst besluttede sig for, at Susan havde mærket konsekvenserne af sin handling i rigt omfang hen over jul og nytår, og dermed sagde god for løsladelse, fældede realitybaben en tåre.

Hun forlod stille og roligt lokalet med fingrene i position som et telefonrør i retning mod hendes mor - med tydelig henvisning til, at hun nu gerne må få lov at ringe, imens landsretten tager stilling til, hvad der videre skal ske.

Sponsoreret indhold