Sure smileys får konsekvenser for Joe & The Juice: 550 ansatte sendes på hygiejnekursus

To gange på under en måned har to Joe & The Juice-forretninger i København fået anmærkninger af Fødevarestyrelsen for ikke at overholde retningslinjerne.
6. april fik Joe & The Juice ved Rundetårn en sur smiley, og senest, 28. april, stod caféen i Frederiksberg Centret for skud.
Det får nu konsekvenser for kædens ansatte, ikke bare i København, men på nationalt plan.
Det bekræfter partner i Joe & The Juice, Kasper Garnell, i en mail til SE og HØR.
– Vi indkalder nu alle vores 550 ansatte i vores forretninger på et obligatorisk kursus, som skal sikre, at Joe & The Juice lever op til vores egne – og myndighedernes – regler på området. Samtidig indfører Joe & The Juice en ny egenkontrol, som medarbejderne også trænes i, skriver han.
Varme madvarer og fri passage for rotter
Da fødevarekontrollen var forbi Joe & The Juice i Frederiksberg Centret, fandt de kalkunbryst opbevaret ved 15,2 graders varme, skinke ved 13,1 graders varme og varmebehandlet kylling ved 9,4 graders varme.
Selv om personalet på stedet lovede at kassere fødevarene og få styr på temperaturen, udløste det en bøde på 10.000 kroner og en sur smiley.
- I det konkrete tilfælde fra Frederiksberg er der er begået klare fejl, som vi beklager meget. Der må ikke herske tvivl om regler og procedurer i vores butikker, og derfor er den manglende overholdelse også uacceptabel, skriver Kasper Garnell.
Hos Joe & The Juice ved Rundetårn havde de i februar fået af vide, at indgangspartiet, hvor der var opsat en midlertidig dør, ikke var tilstrækkeligt sikret mod skadedyr.
Mellem og under dørene var der fri passage for for eksempel mus og rotter.
- Da udlejeren installerede en midlertidig dør, var der ikke tilstrækkelig opmærksomhed på, at den gabte i bunden. Dette er nu rettet op af udlejeren, skriver Kasper Garnell.