Nyheder22. december 2021

Sur smiley til brunchcafé: Synlige muselorte og møgbeskidt

Politianmeldes for ikke at have styr på rengøringen - nu overvejer cafeen, om de skal lave en hovedrengøring mellem jul og nytår
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20030512-122415-6-1920x1267we.jpg
 Arkivfoto: Gerth Hansen/Biofoto/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til heine@sh.dk

En klage fra en kunde til fødevaremyndighederne har nu udløst en ganske solid sur smiley til en af Københavns populære brunchcafeer.

Og ikke nok med at Kalaset, som stedet på Vendersgade 16 hedder, nu skal udsmykke sin indgang med sin anden sure smiley i år. Den manglende rengøring på stedet er så udtalt, at der samtidig er en politianmeldelse på vej.

Kontrollen skete tirsdag i denne uge, hvor det ifølge kontrolrapporten var noget af et syn, som mødte den fremmødte embedsmand. Læser man den omfattende rapport grundigt, tegner der sig da også et klart billede af en café uden styr på mange ting:

"Det indskærpes, at der ikke må være direkte adgang fra toiletterne til lokaler, hvor der håndteres fødevarer."

"Ved tilsynets start stod begge dører til personaletoilettet åbent og der var derfor direkte adgang ud til et lager hvor at der stod to køleskabe og opbevaring af tørvarer," fremgår det blandt andet af smileyrapporten.

Ikke første gang

Også tidligere i år havde Kalaset problemer med rengøringen, hvilket dengang udløste en bøde på 5000 kroner.

Fødevarekontrollanten understregede ved den lejlighed, at man allerede i oktober sidste år havde indskærpet over for stedet, at de skal gøre mere regelmæssigt, ordentligt rent.

Synlige ekskrementer fra mus

Firmaets svar er, at man nu vil overveje at installere dørpumper, der automatisk holder køkken og toiletter adskilt.

Netop et toilet spiller hovedrollen i det mest klamme fund på stedet.

"På kundetoilet ved vaskesøjle var der meget snavset på gulvet og synlige ekskrementer fra mus."

Og rapporten fortsætter:

"Bag baren fremstår gulvet snavset og der ses en del fluer omkring snavset på gulvet."

"På lager foran personaletoilet var der et tykt lag snavs under isterningmaskine, gulvet fremstår snavset, hylder fremstår med støv."

"I køkken ses der et tykt lag sort snavs bag opvaskemaskine og på gulvet, rørføring fremstår med fedt og støv, under komfuret ses der gammelt fedt og snavs."

Overvejer hovedrengøring

Løftet fra personalet på stedet til fødevaremyndighederne er - helt som med dørpumpen til toiletterne - at man vil overveje at gøre noget:

"Det kan vi godt se, vi har fået rengøringshjælp, vi beder hende komme oftere."

"Vi overvejer en hovedrengøring mellem jul og nytår."

SE og HØR har onsdag bedt ledelsen på Kalaset om en kommentar til sagen.

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til heine@sh.dk

Sponsoreret indhold