Nyheder28. august 2022

Super Brian om Mogens Palle: Respekteret i hele verden

"Super Brian" Nielsen var blandt promotors Mogens Palles boksere. Palle betød alt for karrieren, mener han.
Brian Nielsen hylder den nu afdøde boksepromotor Mogens Palle.
Brian Nielsen hylder den nu afdøde boksepromotor Mogens Palle.
 Foto: Thomas Laursen

Boksepromotor Mogens Palle døde lørdag morgen efter længere tids sygdom.

Han var promotor for et hav af dansk boksnings største navne heriblandt Brian Nielsen med kælenavnet "Super Brian", der var verdensmester i sværvægt fra 1996 til 1999 hos forbundet IBO.

- Han har betydet alt for min karriere. Jeg tror aldrig, der kommer nogen som ham, der har gjort så meget for boksning, siger Brian Nielsen.

Brian Nielsen kom i stald hos Mogens Palle, efter han vandt bronze ved OL i 1992 i Barcelona.

Siden fulgte en lang professionel karriere, der kulminerede med kampene mod Larry Holmes i 1997 og Mike Tyson i 2001. Begge kampe blev udkæmpet i Danmark og er senere blevet beskrevet som Mogens Palles største bedrifter som promotor.

- Det (boksning, red.) var hans et og alt. Der er ikke så meget andet at sige end det, slår Brian Nielsen fast.

- Han har betydet alt for professionel boksning i Danmark.

Brian Nielsen nævner en oplevelse i Las Vegas, der for ham beskriver Mogens Palle som et stort internationalt boksenavn også, der modtog "kæmpe respekt i hele verden".

På et hotel mødte de to den store amerikanske promotor Don King, der straks opdagede Mogens Palle.

- Han gik sammen med 20 journalister, men gik bare over og snakkede med Mogens. Det var jeg imponeret over. Der følte jeg virkelig, at han var respekteret ude i verden, siger "Super Brian".

Efter Brian Nielsens egen boksekarriere har han samarbejdet med Mogens Palle om boksestævnerne Danish Fight Night.

Det seneste stævne var i april, som var Mogens Palles afskedsstævne som promotor.

Danish Fight Night køres nu videre af Brian Nielsen og Bettina Palle, der er Mogens Palles datter.

Mogens Palle fik for to år siden konstateret modermærkekræft, der senere spredte sig. Han blev 88 år.

Ud over Brian Nielsen har han haft boksere som Mikkel Kessler, Gert Bo Jacobsen, Jimmi Bredahl, Ayub Kalule og Sarah Mahfoud i sin stald.

/ritzau/

Sponsoreret indhold