Nyheder9. november 2016

Sune fra ”Den store bagedyst”: Folk var ondskabsfulde

Den 33-årige fynbo Sune Demant fra "Den store bagedyst" har ikke altid været nem at blive klog på.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/d2.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Den idérige mand Sune Demant har imponeret dommerne med sine fantasifulde eksperimenter, og i syv uger har seerne fulgt hans tryllerier i ”Den store bagedyst”.

Onsdag efter onsdag har han fået internettet til at koge, når han er kommet med sine skæve og humoristiske udbrud. Og det er ikke første gang, at Sune mærker en negativ reaktion.

Folk igennem hans liv har nemlig haft svært ved at gennemskue ham.

– Folk har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg var for en, for min humor kan godt være lidt sarkastisk. Jeg tror, de syntes, jeg var lidt skummel og goth-agtig. Havde jeg lig i kælderen, eller spiste jeg små børn? Nu tror jeg, de har fundet ud af, at jeg er lidt underfundig, lyder det fra den 33-årige tandlæge Sune Demant, der er opvokset på Fyn, men i dag har base på Vesterbro i København.

Han lægger da heller ikke skjul på, at det har været hårdt, at alle havde en maning om ham.

- Folk startede med at være lidt ondskabsfulde på nettet, men nu er det vendt. Det er mærkeligt, at alle har en mening, når man ikke har fået nogen medietræning. De kan finde på at skrive om det, man laver, eller hvordan jeg ser ud. I det offentlige rum har alle bare været så søde, men jeg kan godt blive lidt rystet over, hvad folk skriver, når de sidder bag en skærm, forklarer Sune Demant.

Og han er glad for, at folk nu har forstået, hvem han egentlig er.

- Det er meget rart, at folk nu kan se, hvem jeg er, fortæller Sune Demant foran kvæderne, der er importeret direkte fra forældrene på Fyn.

– Jeg forsøger at være mig selv, for jeg dur ikke til at have facader. Så er der heller ikke nogen, der bliver overrasket, siger Sune.

Læs hele det store interview med Sune Demant fra "Den store bagedyst" i denne uges SE og HØR, der er på gaden i dag. Og se, om Sune løber med sejren i aftenens finale af "Den store bagedyst" klokken 20 på DR1.

Sponsoreret indhold