Nyheder11. februar 2022

Sundhedsstyrelsen dropper tredje stik til unge under 18

Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke er grund til at tilbyde tredje vaccinationsstik til unge under 18
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Unge under 18 får ikke tilbudt tredje vaccinationsstik mod covid-19 lige foreløbig.

Sundhedsstyrelsen fortæller i en pressemeddelelse, at man ikke kan finde sundhedsfaglige begrundelser for at tilbyde boosterstikket til de unge.

Høj immunitet

Det skyldes blandt andet, at gruppen under 18 år allerede har stor immunitet i kraft af tidligere vaccination og smitte.

Samtidig har børn og unge kun lille risiko for at blive ramt af alvorlig sygdom, hvis de bliver smittet med omikronvarianten.

Endelig er det tredje stik endnu ikke blevet godkendt af Den Europæiske Lægemiddelstyrelse til personer under 18 år.

Derudover mener Sundhedsstyrelsen ikke, at der er grund til at udvide kredsen af personer, der bliver tilbudt fjerde stik.

Det var ellers plejehjemsbeboerne og ældre over 85 år, der stod for tur.

Men fordi farten er ved at gå af epidemien, og fordi omikronvarianten kun har resulteret i få alvorlige sygdomsforløb for de ældre, er behovet ikke stort nok.

Sundhedsstyrelsen fastholder dog anbefalingen om at vaccinere børn i 5-11 års alderen.

Det skyldes ikke mindst, at det har vist sig, at vaccinen har ydet god beskyttelse mod MIS-C-syndromet, der kan ramme børn med covid-19.

Sidst, men ikke mindst, lægger Sundhedsstyrelsen an til at afrunde vaccinationsprogrammet for alle målgrupper.

Styrelsen forventer i slutningen af februar at kunne melde ud, hvornår man lukker vaccinationsprogrammet ned.

Sponsoreret indhold