Nyheder6. januar 2024

Sundhedsstyrelsen advarer: Lad ikke dit barn sove ude i hård frost

Frostgraderne har sit faste i tag i landet, og nu advarer Sundhedsstyrelsen småbørnsforældre mod at lade poderne sove ude i de kolde frostgrader
Oslo 20240102. Vanskelig å komme seg frem med barnevogn i Oslo. Foto: Gorm Kallestad / NTB
Det er ganske normalt at lade junior snuppe sin middagslur i den friske luft. Men du skal være opmærksom på temperaturen i disse dage, advarer Sundhedsstyrelsen.
 Foto: Gorm Kallestad/NTB/Ritzau Scanpix

Børn bør ikke sove ude, når temperaturen er under ti minusgrader.

Sådan lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen lørdag.

Mens spædbørn fra fødslen hurtigt reagerer med gråd, hvis de er sultne eller tørstige, er børn op til 1-års-alderen nemlig ikke i stand til at give udtryk for, at de fryser.

Danmark er lige nu ramt af koldt vejr, der er sat ind efter snestormen på årets første dage.

Lørdag ved middagstid er der mellem nul og minus fem graders kulde i hele landet. Temperaturen vil falde yderligere i løbet af lørdag eftermiddag.

Derfor bliver forældre nu opfordret til at tage en række forholdsregler i kulden.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at sovestedet skal være i læ for blæst. Tilmed skal barnevognen eller krybben være isoleret i bund og sider.

Barnet skal være klædt godt på i varmt tøj med hue og med en varm dyne.

Hvis barnet sover ude, skal barnets temperatur vurderes ved at mærke barnet i nakken, hvor huden skal føles tilpas varm. Hvis det ikke er tilfældet, skal barnet bringes indenfor.

Kun sunde og raske børn bør ifølge Sundhedsstyrelsen sove ude i koldt vejr.

For tidligt fødte børn samt børn med astmatisk bronkitis, kronisk mellemørebetændelse og hjertesygdom med videre bør ikke sove ude i koldt, tåget vejr, lyder det.

Når temperaturerne kommer under ti minusgrader frarådes det helt, at børn sover ude.

Sponsoreret indhold