Nyheder23. juli 2025 (opd. 23. juli 2025)

Sulter ihjel i Gaza: Luk nu maden ind, Israel!

Den er helt gal i området, som Israel fortsat gør alt for at ødelægge og forhindrer mad og medicin i at komme ind i
Her er det borgere i Tel Aviv, der protesterer i forsøget på at råbe den israelske regering op.
Her er det borgere i Tel Aviv, der protesterer i forsøget på at råbe den israelske regering op.
 Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix

Over 100 organisationer, heriblandt for nødhjælpsarbejdere og læger, advarer onsdag om, at sult spreder sig i Gazastriben.

I en fælles udtalelse opfordrer de til, at grænserne til Gaza åbnes, og der ikke lægges nogen begrænsninger på, hvor meget nødhjælp der kan komme ind.

Samtidig opfordrer organisationerne til en øjeblikkelig våbenhvile.

Det er blandt andet Red Barnet, Læger uden Grænser og Amnesty International, der står som afsendere.

- Mens den israelske regerings belejring udsulter befolkningen i Gaza, er nødhjælpsarbejdere nu begyndt at stille sig i de samme madkøer, hvor de risikerer at blive skudt for at ville at brødføde deres familier.

- Forsyningerne er fuldstændigt udtømte, og humanitære organisationer ser deres egne kolleger og partnere sygne hen, står der blandt andet i udtalelsen, som 109 organisationer har skrevet under på.

Der har i den seneste tid været hyppige meldinger om, at palæstinensere bliver dræbt, mens de forsøger at få fat på mad og andre fornødenheder.

Ifølge FN har mindst 875 personer mistet livet nær nødhjælpsuddelingssteder.

Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza siger, at israelske soldater skyder mod folkemængder, der står i kø til nødhjælp.

Fra israelsk side lyder det omvendt, at man efter bedste evne forsøger at beskytte civile.

Israel har også sagt, at der er store problemer med, at nødhjælp bliver plyndret fra lastbiler og uddelingssteder, og at nødhjælpsorganisationerne ikke formår at få nødhjælp frem.

Men ifølge de 109 organisationer er det Israel, der har skabt problemerne ved kun at lade meget lidt nødhjælp komme ind i Gaza.

Det har forårsaget kaos, sult og død, siger organisationerne.

De omtaler Israels handlinger som en belejring og anklager den israelske regering for at bruge sult som et våben i krigen, som har stået på siden 2023.

- Regeringer må holde op med at vente på tilladelse til at handle. Vi kan ikke blive ved med at håbe, at de nuværende ordninger vil virke, lyder opfordringen i udtalelsen.

Sponsoreret indhold