Nyheder24. juli 2009

Sugababes: Smittet med svineinfluenza

Det populære pigeband har måttet aflyse en række koncerter pga. den frygtede pandemi
Det er Amelle
Det er Amelle
 til højre

Det britiske pigeband Sugababes måtte tidligere i denne uge aflyse en række planlagte koncerter.

Årsagen er, at 2 af gruppens medlemmer er blevet ramt af influenzatypen H1N1, tidligere kendt som svineinfluenza, skriver The Mirror.

26-årige Heidi Range og Amelle Berrabah på 25 er nu blevet sat i karantæne, efter at de har udviklet symptomer på sygdommen.

- Jeg har definitivt ikke svineinfluenza, men de andre piger er syge med det. Det er virkelig underligt at kende nogen med svineinfluenza, men jeg tror nok, vi kommer til at grine af det, når det hele er ovre, siger 24-årige Keisha Buchanan, gruppens 3. medlem, til avisen.

Må aflyse møde med Jay-Z

Pigerne har også måttet aflyse et planlagt møde med Jay-Z i denne uge. Han skulle ellers have været med til at promovere deres nye single "Get Sexy" i USA. Rapperen skrev i april under med pigegruppen for sit pladeselskab Roc-a-fella.

Det meldes, at pigerne er knuste over aflysningen, men Amelle er alligevel ved nogenlunde godt humør.

- Jeg har opdaget en positiv ting ved at være syg og hjemme. Shopping på internettet, skriver hun således på sin Twitter-profil.

Sugababes fik sit store gennembrud med singlen "Overload" i 2001 og har siden solgt over 5 millioner album. Derfor er gruppen også blevet betegnet som Storbritanniens mest succesfulde pigeband i dette årtusinde.

Nu er 2 af pigerne altså blandt de omkring 125.000 mennesker, som verden over er ramt af influenzapandemien.

Sponsoreret indhold