Studie: Der er flere højreekstreme i Tyskland

Der er i Tyskland sket en stigning i antallet af borgere, der har højreekstremistiske holdninger.
Det viser et studie foretaget af et forskerhold på Bielefeld Universitet i den tyske by Bielefeld, skriver nyhedsbureauet dpa.
Studiet bliver foretaget fast hvert andet år. Den seneste udgave blev torsdag delt med offentligheden.
Her fremgår det ifølge dpa, at der siden 2021 er sket en kraftig stigning i antallet af tyskere, der nikker genkendende til højreekstremistiske synspunkter.
Således har 8,3 procent af befolkningen i landet nu "et ekstremt højreorienteret verdensbillede," lyder konklusionen.
Det svarer til hver 12. tysker. Til sammenligning har andelen de seneste år ligger mellem to og tre procent.
I undersøgelsen defineres højreekstremisme som en "en ideologi om ulighed og vold. Eller en accept af vold til at implementere ideologien."
Ifølge forskerne bag studiet finder man de 8,3 procent på tværs af det politiske spektrum og ikke kun blandt tilhængere af højreekstreme politikere.
- Blandt dem, der klart positionerer sig som "venstreorienterede", er der flere, der har et højreekstremistisk verdenssyn, end det er tilfældet i det politiske centrum, udtaler forskerholdet, som er ledet af socialpsykolog Andreas Zick, ifølge dpa.
Undersøgelsen er foretaget mellem 2. januar og 28. februar i år og gælder 2027 personer, som er blevet bedt om at tage stilling til forskellige udtalelser - herunder om de ville støtte op om et diktatur.
Studiet peger også på en række andre resultater.
Eksempelvis er der i 2023 sammenlignet med tidligere år væsentligt flere svarpersoner, der føler, at deres ytringsfrihed er blevet indskrænket, skriver dpa. Den præcise stigning fremgår dog ikke.
Ifølge undersøgelsen er der i forhold til tidligere år også flere med højreekstremistiske holdninger, der mener, at "forskellige slags mennesker ikke bør blande sig med hinanden."