Nyheder26. juni 2021

Studenter med rørende hyldest: Tog forbi kammeratens gravsted med huen

Andreas Byskov Sarbo nåede aldrig at tage sine sidste eksamener. Men på fineste vis fik han alligevel sin hue, da hans venner fra klassen standsede på Bispebjerg Kirkegård på vej rundt i studentervognen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/untitled_-_2021-06-26t093013.838.png
 Foto: Privat/ Facebook

Det kan være svært at forestille sig, hvordan død og savn kan tage plads på en festdag, som nok må siges at være en af disse unge menneskers allerlykkeligste af slagsen.

Men for de nyudklækkede studenter fra 4.U - Team Danmark-klassen – var det en selvfølgelighed, at deres gode ven Andreas Byskov Sarbo skulle have sin studenterhue, selvom han på tragisk vis mistede livet i en alder af 18 år, og derfor aldrig nåede længere end til det første år af gymnasiet.

Hold hovedet højt

Det skriver Andreas far i et opslag på facebook, hvor han hylder de tapre unge mennesker, som tilføjede den unge mands gravsted på deres studenterrute fredag.

- De største oplevelser kommer nogle gange, når vi tør holde hovedet højt og gå ind i det, som ikke er let, skriver Mikkel Irminger Sarbo.

Under opslaget skriver flere, at det fremkalder kuldegysninger at læse om studenternes rørende gestus, og faderen kalder deres tur forbi Andreas, deres beskeder i huen og udsmykning af graven for beundringsværdig.

Nogle skriver endda, at det er ligeså tårerne triller, når de læser om elevernes hyldest.

- Han er deres klassekammerat og en levende del af deres fællesskab – også selvom hans fravær har været til den høje side de seneste år, skriver han varmt og humoristisk.

Andreas Byskov Sarbo, som var et lovende cykeltalent og landsholdsrytter, døde i 2019, da han blev påkørt af en bilist i en enkeltstart.

Han blev kun 18 år.

- I er fantastiske

På billederne fra studenternes fejring fredag ses den bøgebladsbeklædte lastbil holde ved en af indgangene til Bispebjerg Kirkegård. Her er flere af de unge mennesker allerede berørte over besøget, og nogle krammer.

Ved Andreas grav hænger nu både flag, bannere og blomster. Og ved hans gravsted – udformet som et cykelhjul – ligger hans velfortjente belønning for tiden i gymnasiet, som dog blev ganske kort.

- Kæreste 4.U – Tusinde tak for denne mindeværdige oplevelse og kæmpe tillykke med eksamen! – I er fantastiske repræsentanter for den danske ungdom og har i den grad fortjent at blive fejret, slutter Mikkel Sarbo sit opslag.

Sponsoreret indhold