Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 2 timer siden)

Strømmen er tilbage i Nuuk efter timer langt nedbrud

Forsyningsselskab meldte natten til søndag om fejl på transmissionslinje i forbindelse med strømsvigt i Nuuk
Af: Ritzau
I nat gik strømmen pludselig i Nuuk, og det varede flere timer, før der igen kom gang i det.
I nat gik strømmen pludselig i Nuuk, og det varede flere timer, før der igen kom gang i det.
 Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce

El, vand og varme er tilbage til borgerne i Grønlands hovedstad, Nuuk, søndag morgen dansk tid efter et flere timer langt strømsvigt.

Det oplyser forsyningsselskabet Nukissiorfiit i et opslag på det sociale medie Facebook klokken 04.35 grønlandsk tid - 07.35 dansk tid.

Fem timer tidligere skrev forsyningsselskabet første gang om strømsvigtet, hvor det også lød, at det arbejdede med at genetablere strømmen med en nødgenerator.

Siden da har der været løbende opdateringer fra forsyningsselskabet om, hvor mange procent af byen, der havde fået strøm igen frem til søndag morgen dansk tid, hvor det skulle være tilbage til normalen.

Annonce

Forsyningsselskabet har geneetableret strømmen gradvist for ikke at overbelaste motorerne, lød det i et opslag tidligere natten til søndag.

Nukissiorfiit har forklaret, at der grundet uheld var strømsvigt.

Forsyningsselskabet skrev videre, at der var kraftig vind i Buksefjorden, og at selskabet havde konstateret en fejl på transmissionslinjen.

Det står ikke klart, præcis hvor på transmissionslinjen fejlen er sket, ligesom det ikke vides, om alle husstande i hovedstaden har været uden strøm.

Annonce

Grønlands Politi bekræftede i et opslag på Facebook tidligere på natten, at der var strømafbrydelse i Nuuk.

Politiets eget telefonnummer kunne også være påvirket, lød det. Det er dog ikke længere gældende søndag morgen dansk tid.

- Hvis mobiltelefonien bliver ramt som følge af strømafbrydelsen, kan borgerne rette personlig henvendelse på den lokale politistation, såfremt man har brug for politiets hjælp, skrev politiet.

Annonce

Som følge af strømsvigtet blev politistationer, der ligger på kysten, åbnet. Politistationerne er normalt lukket i weekenden.

Sidst en større strømafbrydelse skete i Nuuk var i december 2024. Dengang var årsagen en fejl på en transmissionslinje mellem et vandkraftværk i Buksefjorden og Nuuk.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er temperaturen i Nuuk natten til søndag lige over frysepunktet.

Der bor cirka 56.500 mennesker i Grønland. Omkring 18.000 bor i Nuuk.

Annonce

Sponsoreret indhold