Strejkende skraldemænd har blokeret Amagerforbrænding

TIP OS: Er skraldet begyndt at hobe sig op hjemme hos dig? Send os billeder og historier på tip@seoghoer.dk
Strejkende skraldemænd har onsdag morgen blokeret Amagerforbrændingen. Omkring 550 skraldemænd i København og på Frederiksberg har nedlagt arbejdet.
Fagbladet 3F kunne tirsdag berette, at der er tale om en strid mellem skraldemændene og Amager Ressource Center (ARC).
ARC har bedt politiet om at gribe ind over for blokaden og sikre adgang til energianlægget.
Skraldemændene mener ifølge fagbladet, at ARC har brudt en aftale om skraldemændenes arbejdsvilkår. Der er ikke tale om løn, men andre vilkår fortalte Mike Stirling, der er afdelingssekretær for 3F Kastrup, til Fagbladet 3F.
ARC bestrider den udlægning.
- 3F og renovationsmedarbejderne har gentagne gange fremført, at ARC skulle være løbet fra en indgået aftale i sidste uge. Det er ARC magtpåliggende at understrege, at det ikke er tilfældet, siger Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling hos ARC.
- Efter et dialogmøde tirsdag om de københavnske renovationsmedarbejderes fremtidige arbejdsvilkår modtog ARC en mail med udkast til en arbejdstidsaftale fra tillidsrepræsentanterne.
- Men udkastet havde aldrig været drøftet med ARC. Og ARC måtte konstatere over for 3F, at en aftale ikke kan indgås uden modpartens accept.
Tirsdag har ARC fået arbejdsrettens ord for, at skraldemændene har nedlagt arbejdet i strid med deres overenskomst.