Nyheder27. marts 2023

Strejken er slut! Skraldemændene vender tilbage til arbejdet mandag morgen

Siden mandag i sidste uge har skraldemændene i København, Tårnby, Dragør og på Frederiksberg nedlagt arbejdet. Men nu er strejken slut.
Utilfredse skraldemænd har siden forrige mandag både nedlagt arbejdet og mødt op for at danne blokade foran Amagerforbrændingen. 
Utilfredse skraldemænd har siden forrige mandag både nedlagt arbejdet og mødt op for at danne blokade foran Amagerforbrændingen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Hvis du også synes, at en hel uge er lige lovlig langt tid at have dunstende skrald liggende, så er der godt nyt.

Ligesom der lader til at være nået en vis konsensus i konflikten mellem skraldemændene i Købehavnsområdet samt Amager Ressourcecenter (ARC).

I hvert fald for nu.

Tidligt mandag morgen lyder det netop fra talsmanden for de københavnske skraldemænd, Ulrik Blessing, at man nu har i sinde at vende tilbage til arbejdet i København, Tårnby, Dragør og på Frederiksberg.

Det fortæller han til BT.

- Nu rækker vi en hånd frem. Det håber vi bliver vel modtaget af vores arbejdsgiver og vil føre til nye forhandlinger, siger Ulrik Blessing.

Skraldemændene mener ifølge fagbladet 3F, at ARC har brudt en aftale om skraldemændenes arbejdsvilkår. Der er ikke tale om løn, men andre vilkår fortalte Mike Stirling, der er afdelingssekretær for 3F Kastrup, da blokaden foran Amager Bakke stod på.

Herefter lød det, at utilfredsheden bundede i uenighed om arbejdstiderne for skraldemændene. Ifølge dem var det selskab, som er ved at tage affaldsindsamlingen tilbage fra private firmaer, løbet fra en aftale.

Den specifikke uenighed, der ligger til grund for strejken, ser umiddelbart ikke ud til at være løst.

Beskeden fra skraldemændenes talsperson mandag morgen lyder, at de er tilbage "om en times tid". Denne besked blev givet klokken 05.45.

Skraldemændene har nedlagt arbejdet siden forrige mandag.

Sponsoreret indhold