NyhederI går (opd. I går)

Strejke rammer hoteller på spanske ferieøer midt i sommerferien

180.000 ansatte bliver omfattet af strejke i hotel- og restaurantbranchen på De Baleariske Øer i juli

Midt i højsæsonen i Spanien er der udsigt til strejke på De Baleariske Øer - Mallorca, Menorca, Ibiza og Formentera.

Efter et sammenbrud i overenskomstforhandlinger mellem hotel- og restaurantbranchen og fagforeningerne UGT og Comisiones Obreras er der varslet strejke fra 10. juli.

Det skriver den spanske avis El País.

Flere end 180.000 ansatte vil være omfattet af strejken, som rammer hoteller, barer, restauranter, caféer og natklubber på De Baleariske Øer.

De ansatte vil ifølge fagforeningerne strejke på fem udvalgte dage. Foruden 10. juli nedlægger de arbejdet 18., 19., 25. og 31. juli.

Baggrunden for strejken er primært uenighed om løn.

Fagforeningerne har krævet en lønstigning til deres medlemmer på 16 procent over tre år, mens arbejdsgiverne har tilbudt en lønstigning på 11 procent og ikke er villige til at hæve lønnen yderligere.

Til at begynde med tilbød hotelbranchen en lønstigning på 8,5 procent til de ansatte og har altså givet sig en smule i løbet af forhandlingerne, men det er ikke tilstrækkeligt for de spanske fagforeninger.

De Balerariske Øer, hvor Mallorca er den mest besøgte, tiltrækker hvert år flere millioner turister tilsammen.

Ifølge Spaniens statistikkontor besøgte 15,3 millioner udenlandske turister sidste år øgruppen, der ligger i Middelhavet ud for Spaniens østkyst.

Strejken på De Baleariske Øer ventes at påvirke mange danskere, da Mallorca er blandt danskerne foretrukne feriemål om sommeren.

Rejseselskabet Spies oplyste tidligere i juni, at netop Mallorca i år er den mest populære sommerferiedestination hos selskabets kunder.

Overordnet har Spanien i flere år været det land, som flest danskere vælger, når de skal på længere rejser i udlandet.

Ifølge Danmarks Statistik gik 15 procent af danske turisters lange ferierejser til Spanien i 2024. Lange rejser defineres som rejser med mindst fire overnatninger.

Sponsoreret indhold