Nyheder27. maj 2023

Stort trafikuheld: Fastklemte og væltede biler

Et større uheld på Motorring 3 i sydgående retning spærrer alle spor lørdag formiddag
Det er trægt med trafikken lørdag formiddag omkring en afkørsel på Motorring 3 
Det er trægt med trafikken lørdag formiddag omkring en afkørsel på Motorring 3
 Foto: Presse-fotos.dk

Der kan lørdag formiddag meget vel opstå kø og stillestående trafik på motorvejen omkring Københavns Vestegn.

Et trafikuheld på Motorring 3 i sydgående retning fører nemlig allerede til kø og et spærret spor.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Uheldet er sket før sammenfletningen med Hillerødmotorvejen, fremgår det.

To personbiler er involveret i uheldet, og den ene bil er endt på taget. To personer er kørt til skadestuen til tjek, men ingen er kommet alvorligt til skade.

Først var alle spor spærret, men lidt efter klokken 09 lørdag oplyser kredsen, at anden og tredje vejbane åbnes, så trafik kan passere.

- Kør forsigtigt, der arbejdes stadig på stedet, skriver Københavns Vestegns Politi.

Tidligt lørdag formiddag er det uvist, hvad der har ført til uheldet på Motorring 3, der er en motorvej vest om København.

Det fremgår ikke, hvornår der kan åbnes for alle spor på strækningen igen. Vejdirektoratet skriver på Twitter, at vejen ventes genåbnet i løbet af formiddagen.

Uheldet har ifølge Vejdirektoratet ført til, at der har opbygget sig kø på strækningen.

Sponsoreret indhold