Nyheder12. februar 2025

Stort studie: Forældre favoriserer døtre og førstefødte

Stort studie viser, at forældre behandler deres børn forskelligt. Problematisk lyder det fra forskerne bag. Dansk forsker maner dog til besindighed
Tired father with his two kids during quarantine. Stay at home concept. Online working and household at the same time while quarantine. Exhausted parents with children.
Et nyt stort studie viser, at den førstefødte blandt andet får længere snor og mere frihed.
 Foto: Colourbox

De færreste forældre vil nok indrømme det. Måske de heller ikke selv er klar over det. Men forældre behandler deres børn forskelligt.


Sådan lyder i hvertfald konklusionen i et nyt metastudie, hvor forskere har gennemgået en række studier, med forældre, der blandt andet rapporterer om måden, de behandler deres børn på i hverdagssituationer.

Det skriver Videnskab.dk.

De cirka 19.000 rapporteringer fra Vesteuropa, Canada og USA afslører, at forældrene favoriserer deres døtre og de ældste børn i søskendeflokken.

Forældrene giver de ældste børn længere snor, siger de amerikanske forskere bag det nye studie. De ældste får lov at bestemme mere selv og har mere frihed til at vælge, hvad de har lyst til.

Forskelsbehandlingen er blevet kædet sammen med lavere selvværd og flere adfærdsproblemer hos de yngre søskende – både i barndommen og i voksenalderen, siger forskerne bag studiet.

Førstefødte får en fordel


Hvorvidt det yngste barn kan få dårligt selvværd over eksempelvis at skulle gå tidligere i seng end en ældre søskende, kan Kristian Bernt Karlson, der er sociolog og professor på Københavns Universitet, ikke rigtig svare på.

- Jeg er ikke psykolog. Men det, vi ved fra forskningen, er, at førstefødte generelt klarer sig bedre i livet end de øvrige søskende, siger han til Videnskab.dk.


Han henviser til flere studier, der peger på, at førstefødte klarer sig bedre økonomisk og har flere sproglige færdigheder end de yngre søskende.


- Måske skyldes det mere opmærksomhed fra forældrene, fordi man ikke fra start har skullet dele den med andre søskende. Eller det kan eventuelt være det ansvar, man får ved at være den ældste. Man bliver en rollemodel, lyder et bud på en forklaring fra Kristian Bernt Karlson.


Dog er forskningen på området ikke entydig. Der er også studier, der peger på, at de yngre søskende matcher eller ligefrem overhaler de ældre, når det eksempelvis gælder personlighedstræk som at være samvittighedsfuld og udadvendt.

Pigerne peaker


I det nye studie mener forskerne også at kunne se en forskel på, hvordan forældre behandler deres drenge- og pigebørn. Og her høster pigerne fordelen i form af mere positiv opmærksomhed fra forældrene.


Forskellen er »meget lille og skal tages med et gran salt«, mener Kristian Bernt Karlson.
Alligevel er det interessant i et historisk perspektiv.


- I dag er det pigerne, der klarer sig bedst i livet i forhold til uddannelse, sygdom og trivsel generelt,« lyder det fra Kristian Bernt Karlson.


Kvinder overhaler mænd i forhold til at tage lange videregående uddannelser generelt i Europa og får i gennemsnit bedre karakterer på tværs af fag i både grundskolen, gymnasiet og på universitetet, viser forskning eksempelvis.


- Så hvis man ser helt økonomisk og kynisk på det, kan der for forældre muligvis være en fordel i at favorisere døtre over sønner i dag. For de kan hjælpe familien på lang sigt, forklarer Kristian Bernt Karlson.

God opførsel lønner sig

Forskernes analyse peger også på, at børn, der er mere samvittighedsfulde, bliver behandlet bedre end søskende, der måske i højere grad gør oprør mod det, som forældrene foreslår.


- Det er meget logisk. Hvis du opfører dig godt og gør det, du bliver bedt om, bliver du sandsynligvis også rost og anerkendt for det, lyder det fra Kristian Bernt Karlson.


I forhold til studiets overordnede konklusioner mener han, at forældre skal slå koldt vand i blodet.

- Alle gør deres bedste, og de færreste ønsker at behandle deres børn forskelligt, slutter Kristian Bernt Karlson overfor Videnskab.dk.


Sponsoreret indhold