Stort smitteudbrud: Myndighederne giver Smukfest skylden

Der var masser af øl, musik og hygge i starten af august, da Smukfest løb af stablen i Skanderborg.
Desværre var der også masser af influenza.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
- Alt peger på, at udbruddet har forbindelse til Smukfest. Alle de smittede med identisk virus havde været på festivalen, mens de øvrige tilfælde havde en anden smittekilde. Derfor kan vi med meget stor sandsynlighed knytte udbruddet til netop dette arrangement, siger Ramona Trebbien, sektionsleder ved Statens Serum Institut.
Ved at undersøge prøver fra smittede personer og interviewe dem har det for Statens Serum Institut (SSI) været muligt at påvise, at flere af de syge var smittet med et næsten identisk virus, og at de alle havde deltaget i festivalen i uge 32.
Det er konkret en række tilfælde af influenzatypen A H1N1, der er tale om.
Det er usædvanligt, at der sker så stor et smitteudbrud midt på sommeren.
- Det er første gang i de 15 år, vi har overvåget influenzasmitten året rundt, at vi ser et udbrud på denne tid af året. Det er meget usædvanligt, og vi følger udviklingen, siger Ramona Trebbien.
SSI understreger, at der ikke er grund til at advare mod at deltage i festivaler generelt, men at Smukfest-episoden viser, at store arrangementer i sjældne tilfælde kan fungere som superspredningsbegivenheder, hvis omstændighederne er til det.