Nyheder8. januar 2022

Stort smitteudbrud før dansk åbningskamp

Seks spillere i Montenegros håndboldtrup er testet positive for coronavirus få dage før EM-kamp mod Danmark
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/forsvar.png
 Kaspar Wenstrup

Montenegro, der er Danmarks første modstander ved herrernes EM i håndbold, er hårdt ramt af coronavirus inden holdenes åbningskamp på torsdag.

Fredagens testomgang i Montenegros trup gav positivt testsvar til seks spillere samt to stabsmedlemmer.

Det oplyser Montenegros håndboldforbund på sin hjemmeside.

Der er ikke sat navn på de seks spillere, der nu er yderst tvivlsomme til den første del af EM.

Mandag skal truppen testes igen, og kun spillere med negativt testsvar er med i flyet, der sætter kurs mod Ungarn tirsdag.

Den danske trup har til sammenligning kun været ramt af en coronapositiv spiller i skikkelse af målmanden Jannick Green.

Han blev testet positiv mandag, og siden har samtlige testresultater i den danske trup vist sig negative.

Torsdag slækkede Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) på sin regel, der tidligere sagde, at coronasmittede spillere tidligst må træde ind i turneringen 14 dage efter en positiv test.

Det er nu sat ned til reelt minimum seks dage.

En smittet spiller skal nu isoleres i fem dage, hvorefter han skal aflevere en negativ PCR-test. Tidligst 24 timer senere skal han testes igen, og hvis også anden test er negativ, kan han træde ind i EM-turneringen.

EM spilles i Ungarn og Slovakiet fra 13. til 30. januar.

Sponsoreret indhold