Nyheder16. september 2023

Stort fusknummer til Copenhagen Half Marathon: Snyder med startnumre

Arrangørerne kæmper lige nu en kamp mod de mange fuskere, der forsøger at få et startnummer til søndagens store event i København
Copenhagen Half Marathon blev i år udsolgt tre måneder før løbet. Mange interesserede får falske henvendelser.
Copenhagen Half Marathon blev i år udsolgt tre måneder før løbet. Mange interesserede får falske henvendelser.
 Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Riften efter startnumrene til Copenhagen Half Marathon har i år været større end nogensinde.

Allerede mere end tre måneder før halvmaratonløbet, som søndag afvikles i de københavnske gader, kunne arrangørerne melde udsolgt.

Det har siden skabt en stor efterspørgsel på startnumre på sociale medier, og mange er blevet snydt.

Det fortæller Dorte Vibjerg, der er direktør i atletikklubben Sparta, som står for løbet.

- Sidste år meldte vi udsolgt i ugen op til. Her var det tre måneder før, så det er en lang periode, hvor vi har kunnet se, at folk har været meget ivrige efter at få fat i et startnummer. Det har nogen udnyttet.

- Folk begynder at sælge til hinanden på Facebook, og det er der nogen, der begynder at spekulere i og lave falske profiler, så folk er blevet snydt, forklarer hun.

Danskerne er generelt blevet vilde med at løbe. DHL-løbet blev i år udsolgt for første gang, og Royal Run slog deltagerrekord.

Den stigende efterspørgsel mærker løbsarrangørerne tydeligt.

- Det er, som om der på bagkant af corona er skabt en løbebølge herhjemme.

- En stor del af væksten er kommet fra udlandet. Vi er gået fra at have 35 procent udenlandske deltagere på maraton og halvmaraton, til at vi på maraton havde 50 procent. På halvmaraton har vi nu 40 procent udenlandske deltagere, lyder det fra Dorte Vibjerg.

Har man billet, men er forhindret i at deltage, kan man overdrage sit startnummer via Copenhagen Half Marathons hjemmeside.

Spartas direktør opfordrer til, at man følger processen til dørs, før pengene bliver sendt afsted.

- Man skal lade være med at udbetale pengene, før man har fået lavet en overdragelse af nummeret og sikret sig, at man rent faktisk har fået et startnummer, siger hun.

Omkring 27.200 løbere forventes søndag at stille op i halvmaratonløbet. Når der om to år afholdes VM i hovedstaden, sigter arrangørerne efter 35.000 deltagere.

Sponsoreret indhold