Nyheder26. januar 2024

Stort comeback sender Medvedev i Australian Open-finale

Alexander Zverev førte 2-0 i sæt, men tabte til Daniil Medvedev, der er finaleklar i Australian Open
Russeren er efterhånden ekspert i at gøre comeback i femsætskampe. 
Russeren er efterhånden ekspert i at gøre comeback i femsætskampe.
 Foto: Lillian SUWANRUMPHA/Ritzau Scanpix

Russeren Daniil Medvedev leverede fredag et comeback af de helt store og banede sig vej til sin fjerde grand slam-finale.

Han tabte de to første sæt i semifinalen i Australian Open mod tyske Alexander Zverev, men vandt de tre næste.

Cifrene lød 5-7, 3-6, 7-6, 7-6, 6-3.

Medvedev var også i finalen i Australian Open i 2021 og 2022, men tabte til henholdsvis Novak Djokovic og Rafael Nadal. Til gengæld slog han Djokovic i US Open-finalen i 2021.

I søndagens finale undgår han den serbiske verdensetter, Djokovic, der tidligere fredag tabte sin semifinale til italieneren Jannik Sinner.

Zverev var ellers bedst i store dele af semifinalen. Tyskeren har en voldssag hængende over sig og skal i retten til maj, men han har formået at holde fokus på tennisbanerne i Melbourne.

Han kunne bare ikke stå distancen mod Medvedev, der lod til at have en fysisk fordel, som kampen skred frem.

Mens den første semifinale mellem Sinner og Djokovic undervejs bød på spektakulær tennis, var spillet i den anden semifinale mere monotont.

Zverev og Medvedev spillede lange baglinjedueller, og der var ikke meget initiativ fra nogen af kombattanterne.

Tyskeren ventede til de helt rette tidspunkter og havde på afgørende tidspunkter succes med at søge til nettet.

Medvedev kom tilbage i første sæt, efter at Zverev havde brudt to gange og førte 4-1. Men Zverev brød til 6-5 og servede sættet hjem i andet forsøg.

I andet sæt var Zverev klart bedst og brød to gange.

Tredje sæt blev derimod meget lige. Ingen brud, og det endte i tiebreak. Her forlængede Medvedev kampen ved at vinde 7-4.

Heller ikke i fjerde sæt var spillerne i stand til at bryde hinandens serv, og så måtte man igen ty til tiebreak.

Zverev kom foran 5-4 og havde muligheden for at serve sejren hjem, men Medvedev løftede niveauet, da der var mest brug for det. Han vandt de tre næste point og tiebreaken med 7-5.

Russeren så nu ud til at have det største overskud. Det bragte ham til breakbolde ved 2-2, og han udnyttede den tredje.

Det så ud til at knække Zverev, og Medvedev kunne lukke kampen med endnu et brud til 6-3.

Sponsoreret indhold