En stor del af Jylland er i fare for at blive ramt af lokale skybrud senere tirsdag samt onsdag, meddeler DMI tirsdag.
DMI havde mandag aften varslet, at det lavtryk, som ville bevæge sig mod Danmark i løbet af tirsdagen, kunne udløse kraftig regn i Sydvestjylland og langs den jyske Vestkyst, nogle steder med lokale skybrud.
Det varsel står stadig, men nu er varslet udvidet, sådan at større dele af Jylland også vil kunne blive ramt af lokale skybrud, hagl og torden.
Der er nu risiko for lokale skybrud helt op til Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommune i nord og Aarhus mod øst.
- Der er store usikkerheder i lavtrykkets placering, og store usikkerheder i hvor meget, der vil falde, og hvor der vil falde mest, skriver DMI på sin hjemmeside.
Definitionen på et skybrud er, at der skal falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
I forhold til det vestlige og sydlige Jylland kan der lokalt forekomme mellem 30 og 50 millimeter nedbør inden for 24 timer, nogle steder op mod 80 millimeter.
Hos LB Forsikring opfordrer man borgere til at sikre deres hjem så godt som muligt mod regnen.
- Vi kunne se i sidste uge, hvor stærkt det gik i Esbjerg, da et skybrud lagde vejen forbi. Vejene svømmede bogstaveligt talt i vand flere steder, og både huse, biler og indbo blev oversvømmet af vand, siger Trine Bechmann Henningsen, skadechef i LB Forsikring, i en pressemeddelelse.
- Derfor er det en god idé at forberede sig på den massive regn, vi har fået varslinger om, også selv om man ikke skulle blive ramt af et decideret skybrud. En del af forberedelsen kan også være at alliere sig med naboer eller sit netværk, der kan bistå i forberedelsen eller tilse huset efter regnen, hvis man er bortrejst, som mange er hen over sommeren.
En del af forberedelsen kan bestå i at fjerne så mange ting som muligt fra kældergulve, rense tagrender og opbevare de ting, der ikke tåler vand, på hylder, reoler eller i plastbeholdere.