Nyheder22. juni 2022

Store ændringer på B.T.: Papiravisen lukker og chefen smutter

Der skal ske store ændringer på B.T. fra det nye år. Chefredaktør Jonas Rathje smutter og papiravisen lukker
B.T.
Efter nytår er det slut med papirudgaven af B.T.
 Ritzau Scanpix

Fra det nye år vil B.T. ikke længere udkomme som papiravis, men kun være digitalt.

Det oplyser Berlingske Media, der udgiver B.T., i en pressemeddelelse.

Samtidig sker der en række store ændringer på det snart 100 procent digitale medie. Redaktionerne i Aarhus, Odense og Aalborg lukkes, og fra sommer bliver der tale om den samme udgave af B.T. i hele landet.

Med lukningen af redaktionerne og papiravisen bliver der nedlagt ti stillinger.

- Beslutningen om at gå 100 procent digitalt samt lukning af storbyredaktionerne betyder desværre, at flere stillinger nedlægges. Det gælder ti stillinger på B.T.-storbyredaktionerne inkl. redaktører, fire avis-redigerende, tre i annoncesalg og tre i backoffice, lyder det i meddelelsen.

Chefredaktør stopper øjeblikkeligt

Der bliver også ændringer i ledelsen af mediet. Jonas Kuld Rathje stopper i sin stilling som chefredaktør med øjeblikkelig virkning.

På sin Facebook-profil skriver han følgende:

– For et par uger siden bankede jeg på hos Pernille Holbøll for at tale med hende om at stoppe på B.T. Det var ikke nogen let beslutning, for tiden som chefredaktør på først MetroXpress og de seneste fem år på B.T. har været de sjoveste og bedste i mit arbejdsliv, skriver han og fortsætter.

– For mit eget vedkommende glæder jeg mig til et nyt kapitel – men først en lang sommerferie.

Jonas Rathje oplyser ikke, hvad der skal ske efter sommerferien, og hvad det næste kapitel byder på.

Sponsoreret indhold