Nyheder29. januar 2024

Stor mystik: Hvorfor forsvandt flere broer pludselig?

Flere broer rundt om i landet var i sidste uge pludselig væk fra navigationstjenesten Apple Maps
Storstrømsbroen forsvandt - ligesom en lang række andre broer.
Storstrømsbroen forsvandt pludselig - ligesom en lang række andre broer.
 Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Benytter du navigationstjenesten Apple Maps, oplevede du – måske – noget pudsigt i sidste uge.

Her forsvandt en hel del broer nemlig fra navigationsappen, skriver TV2 Øst.

Storstrømsbroen var én af de forsvundne broer sammen med både Langebro i København, Aggersundbroen i Nordjylland og Kong Frederik IX's bro i Nykøbing Falster.

Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM, fortæller til TV2 Øst, at det langt fra er første gang, at Apple Maps har problemer:

- Lige præcis Apple har før haft større problemer med deres kort-app, men det er blevet bedre med årene. Da det blev lanceret, var det ikke godt, siger han til mediet.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede de mystiske broproblemer. Det er nemlig ikke lykkedes TV2 Øst at komme i kontakt med Apple. Heldigvis lader det til, at alle broer nu er genopstået igen.

Sponsoreret indhold